Det kræver uvildigt tilsyn at holde øje med potentielt farlige virksomheder.
Af Niels Dan Vestergaard, Kløvermarksvej 12, 8370 Hadsten
Det skal være nemt at drive forretning i Danmark.
Udsagnet fra daværende erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) blev en retningspil for den borgerlige regering, han var en del af. Den afskaffede kontroller og tilsyn – i stedet skulle virksomheder lave egenkontrol.
Det er uden tvivl fornuftigt langt hen ad vejen, men virksomheders opgave er profitmaksimering, så når det drejer sig om potentielt farligt affald, bør der være tæt tilsyn af en uvildig instans.
I det gamle system med stat – amt – kommune var Nordic Waste-skandalen sikkert ikke opstået – den amtslige kontrol havde fanget den, før den udviklede sig til en miljøkatastrofe. Når Randers Kommune ikke har fanget de farlige forhold i tide, skyldes det flere forhold: Da amterne blev nedlagt af Løkke Rasmussen (V+M) hen over en sommerferie, kom de fleste miljøtilsyn under kommunerne, der af skiftende regeringer er blevet holdt i et økonomisk jerngreb, der ikke levner økonomi til meget tilsyn eller ekspertise.
Randers Kommune blev uden tvivl lykkelig ved udsigten til arbejdspladserne på Nordic Waste og de mange skibe (288 på to år) med forurenet jord, der ville betale til kommunens havn og den slunkne kommunekasse. Måske er det en medvirkende årsag til, at det gik så galt, som det gjorde – egenkontrollen virker selvfølgelig ikke. Virksomheder i et kapitalistisk system er sat i verden for at profitmaksimere – det er der intet odiøst i – mens politikerne skal skabe rammerne og kontrollen og sørge for, at reglerne bliver overholdt, og nødvendige tilsyn udført af kompetente medarbejdere.
Hvis virksomheden kan skabe et overskud ved at lave jordbunkerne 20 meter høje, bliver overskuddet naturligvis højere ved 40 meter. Og hvis virksomheden får betaling for jordrensning, bliver overskuddet naturligvis højere, hvis man lader være og blot slutdeponerer den forurenede jord.
Det er forkert at laste ejerne, de gør kun deres pligt over for aktionærerne. Det er politikerne – heriblandt den forargede regering med statsministeren i spidsen, der har gennemført/fortsat lovgivning – der gør miljøkatastrofer mulige.
Håndtering af miljøfarligt affald skal naturligvis ikke være baseret på profitmaksimering – og derfor bør det være en offentlig opgave (kommune) med kontrol af uvildig højere myndighed med fornøden ekspertise hos de faglige medarbejdere, der skal sikre forsvarlige forhold.