Byrådet vedtog til seneste byrådsmøde en plan og proces for opførelsen af en ny idrætshal i Dronningborg.
Til sommeren 2027 ventes en ny idrætshal at stå klar til indvielse i Dronningborg.
Med budgetaftalen 2024-2027 vedtog byrådet, at der blev afsat yderligere 30 millioner kroner til etableringen af hallen. Det samlede budget for den nye Dronningborg Hal er 49 millioner kroner. Nu har byrådet vedtaget den plan, der baner vejen for den videre proces.
»Byrådets beslutning er en vigtig milepæl. Jeg ser frem til, at der igen kan dyrkes idræt. Og når vi nu opfører en ny hal, så vil vi undersøge mulighederne for at tænke multifunktionalitet ind i projektet, så den nye hal kan tilgodese langt flere muligheder for idræt og bevægelse. Og vi vil se, om vi kan gøre det hurtigere,« siger borgmester Torben Hansen i en pressemeddelelse.
Byrådet vedtog enstemmigt planen for den nye hal i Dronningborg.
Kultur og Fritidsafdelingen i Randers Kommune har sammen med Randers Idrætshaller og de foreninger, der har anvendt den gamle Dronningborg Hal, nedsat en projektgruppe, der arbejder med at forberede den kommende proces for det nye halbyggeri.
Den nye Dronningborg Hal placeres som udgangspunkt, hvor den nuværende hal ligger. Og det bliver med mulighed for en kobling og synergi til Fremtidens Foreningshus, der i dag rummer mange foreningsaktiviteter.
Grundlæggende skal den nye idrætshal have de samme funktioner som den oprindelige hal. Der bliver blandt meget andet mulighed for håndbold, fodbold, gymnastik, badminton, basket og bordtennis. Der skal være tilskuerpladser, omklædningsfaciliteter og depotplads.
Randers Kommune sætter nu i gang i et rådgiverudbud for den nye Dronningborg Hal.