Den tidligere fodboldspiller er en af fire nye ansigter i Sparekassen Kronjylland.
Jonas Brix-Damborg, 37 år, er ansat som erhvervskonsulent i Sparekassen Kronjylland i Randers, skriver Sparekassen i en pressemeddelelse.
Han har, som mange ved, tidligere spillet fodbold på superliganiveau i først Randers FC og siden Hobro IF. Han er stadig aktiv i fodboldens verden som spillende træner på Vorup FBs danmarksseriehold.
Samme med sine kolleger i erhvervsafdelingen på Tronholmen 1 skal Jonas Brix-Damborg have en tæt kontakt til erhvervsdrivende i Randers og omegn og dermed sikre, at kendskabet til Sparekassens kompetencer og ydelser er velkendt og anerkendt blandt områdets erhvervsfolk.
Privat bor Jonas Brix-Damborg i Randers med sin hustru og deres to døtre. Ved siden af arbejdet i Sparekassen og træning i Vorup, bruger han sin tid med børnene og deres fritidsaktiviteter, med sin hustru og venner og familie.
Tre andre nye medarbejdere er også blevet ansat i Sparekassen.
Joakim Bjørnebo Neidhardt, 30 år, er ansat som compliancespecialist i Sparekassen Kronjylland. Joakim er uddannet jurist fra Aarhus Universitet og har flere års erfaring med sig fra blandt andet Toldstyrelsen. I Sparekassen skal han være med til at sikre, at de interne procedurer og retningslinjer lever op til lovgivningen, og han er dermed med til at sikre, at medarbejderne altid efterlever en af Sparekassens værdier: Ordentlighed.
Privat bor Joakim Bjørnebo Neidhardt i Randers med sin kæreste. Når de har fri, er de travlt optaget af at renovere deres hus og der er opgaver nok til flere år.
Andreas Dyrholm Kristiansen, 27 år, er ansat som kunderådgiver i Sparekassen Kronjyllands afdeling i Middelgade 1 i Randers. Han kommer dermed tilbage til Kronjylland, hvor han oprindeligt er uddannet og havde sine første år som rådgiver. Andreas Dyrholm Kristiansen er allerede gået i gang med at kontakte de kunder, han har fået ansvaret for, Dels for at fortælle hvem han er og dels for at tage fat på de emner, som kan være relevante for den enkelte kunde.
Privat bor han i Spentrup sammen med sin kæreste og deres datter.
Kristina Fabricius, 36 år, er ansat som virksomhedsanalytiker i Sparekassen Kronjylland. Hun kommer fra en stilling i Grant Thornton (tidligere National Revision), hvor hun har været ansat i en årrække. Kristina Fabricius skal bruge sin uddannelse og erfaring til at analyse erhvervskundernes regnskaber og dermed bidrage til, at Sparekassens erhvervsrådgivere har et solidt grundlag at arbejde ud fra.
Privat bor hun ved Stevnstrup sammen med sin mand og deres to drenge. I fritiden finder hun tid til løb og cross fit.