Røde Kors’ aktiviteter i Randers er både blevet flere og større. Derfor går jagten nu ind på flere frivillige.
Med over 40 deltagere holdt Røde Kors Afdeling Randers torsdag i sidste uge generalforsamling. I 2023 er aktiviteterne – drevet af 140 frivillige – både blevet flere og større. Det redegjorde formand Heidi Lundberg for i beretningen. Det fremgår af en pressemeddelelse.
»Røde Kors Randers er således en stor og aktiv organisation, som lokalt påtager sig vigtige opgaver for borgere med særlige behov. Det kommunale velfærdssystem er under pres, og Røde Kors ønsker i stigende grad at blive taget alvorligt af de kommunale myndigheder som en vigtig samarbejdspartner og stemme til at tale de sårbares sag,« sagde hun blandt andet ifølge pressemeddelelsen.
Blandt aktiviteterne kan nævnes Fortæl For Livet, der er en samtalegruppe for ældre, hvor de kan dele minder og erfaringer fra en svunden tid. I Jennumparken har Røde Kors at skabe nye relationer og venskaber gennem blandt andet fællesspisning.
Den øgede aktivitet betyder desværre også, at Røde Kors Randers løbende mangler frivillige til de vidt forskellige opgaver. Derfor er det højt prioriteret i den kommende tid at rekruttere nye randrusianere.
Lærer andre dansk
En deltager til generalforsmalingen med en ikke-dansk baggrund stillede op til bestyrelsen og blev valgt. Det er Emoke Csollany, som kom til Danmark fra Ungarn for fire år siden. Hun er aktiv som frivillig i Røde Kors’ Tal Dansk Café, hvor hun hjælper nytilkomne med integration og sprogtræning.
»Det er flot efter at have lært dansk på få år, at hun selv er blevet frivillig for at hjælpe andre i gang med vores sprog, og at hun nu også gerne vil være med i bestyrelsen,« siger bestyrelsesformand Heidi Lundberg.
Resten af bestyrelsen består efter generalforsamlingen af genvalgte Eva Vilsgaard, Hanne Rasmussen, Sonja Møgelsvang, Bent Fenger Jensen og Gitte Busch.
Halv million fra genbrug
Rent økonomisk er der i 2023 kommet mange penge til godgørende formål. Genbrugsbutikkerne på Mariagervej og Kirketorvet med videre gav et overskud på over en halv million kroner. Landsindsamlingen i oktober gav cirka 90.000 kroner.
Pengene går til både internationale og lokale formål. For eksempel blev der bevilget julehjælp til over 500 børnefamilier med lav indkomst og 25.000 kroner til et Røde Kors landsbyprojekt i Malawi.
Efter generalforsamlingen fortalte Connie Olsen, der er frivillig i genbrugsbutikken på Kirketorvet, om sin studietur til netop Malawi. Til slut fik en række trofaste frivillige overrakt Røde Kors’ årsnål som tak for mange års indsats.