Auktion arrangeret af Venligboerne Randers skal skaffe penge til lift og til arbejdet med sårbare grupper i Randers.
Det bliver en lidt anderledes auktion hos foreningen Venligboerne Randers, når de 21. marts holder en auktion for at skaffe penge til deres forebyggende arbejde, samt til en trappelift der gør det muligt for kørestole og gangbesværede at komme på 1. sal i VenligboHus, der ligger på Hadsundvej.
Auktionarius er erhvervsmanden Per Bilici Sørensen, der blandt andet er kendt som en glødende Randers FC-fan og som er medejer af firmaet Software Fabric, der ligger på Reberbanervej i Randers.
Han vil svinge hammeren over for forskellige værker, oplevelser, signerede bogpakker, merchandise og andre spændende ting. Det mest bemærkelsesværdige er, at du kan byde på to byrådsmedlemmer.
»Vi afslører ikke navnene endnu,« forklarer Karina Hjorth, der er koordinator hos Venligboerne Randers.
Penge til trappelift
»Formålet er selvfølgelig at samle penge ind til foreningens generelle arbejde for og med udsatte i Randers og omegn, men også til trappeliften der er installeret af vores udlejer, men vi skal selv betale de knap 200.000 kr i alt, som liften koster,« fortæller Karina Hjorth.
Velgørenhedsauktionen finder sted 21. marts Kl. 18-22 i Venligbohus, der ligger i industrikvarteret på Hadsundvej. Jeberg/Andersen duo vil underholde i løbet af aftnen.
Arrangementet er gratis takket være en række sponsorer, men da der kun er 60 pladser, er det nødvendigt at bestille plads på forhånd ved at sende en mail til kontakt@venligboerne-randers.dk
Venligboerne Randers
En lokalt forankret forening dedikeret til socialt arbejde med og støtte til sårbare grupper herunder bl.a. voldsramte, tidligere misbrugere, familier ramt af kontanthjælpsloftet, psykisk sårbare, flygtninge, ensomme og mange andre, der af en eller anden årsag er ramt på økonomien.
Foreningen arbejder baseret på 100% frivillig arbejdskraft, men formår alligevel at træde til, når der er brug for hjælp (næsten) døgnet rundt, året rundt.
Venligbohus ligger på Hadsundvej 164A, 8930 Randers NØ.