Mere end 1.000 har allerede købt billet til stor ølmesse i Arena Randers. Arrangørerne lover på forhånd, at den kommer igen de næste to år.
Den indendørs ølmesse ’Øl i Arenaen’ er allerede en positiv historie, allerede før den første gæst har smagt på en af de mere ende 300 øl der kan smages på ølmessen lørdag 9. marts.
»Vi har fået en tilslutning fra bryghusene, som er så ekstrem i forhold til, at det er det første år år vi arrangerer det. Det her bliver en tilbagevendende begivenhed. Vi har allerede booket datoen de næste to år, så vi tror på, at der er basis for en ølmesse her i Randers,« lyder det fra Morten Fogdahl-Wiese, der sammen med kammeraten Dennis Mejdal står bag det randrusianske ølmærke Beard Brew.
Han står bag ølfestivalen ’Øl i Arenaen’ i hal 2 sammen med Morten Arnesen, direktør i Arena Randers og Anita Støvring Ross, der gennem firmaet Enovent yder konsulentbistand til kulturbegivenheder, festivaler og events.
9. marts plejer en anden stor ølfestival at blive afholdt i Vejle. Men da den nuværende arrangør trækker sig tilbage og har overladt ølbrikkerne til en afløser, så var datoen ledig i 2024. Af den årsag har det også været nemmere at tiltrrække flere bryggerier, da datoen allerede var plottet ind i kalenderen.
»Jeg tror og håber vi når 1.500 gæster i år. Til at starte med er det rigtig godt, især fordi det er første gang,« pointerer Morten Fogdahl-Wiese.
Samtidig er der Erotic messe i Arenaen, så der bliver fyldt hus i Arena Randers denne lørdag.
33 bryggerier viser hvad de kan
Der bliver mulighed for at smage øl fra over 33 forskellige bryggerier. Tilsammen vil der være 300 forskellige øl at hælde ned i det lille smageglas, som man køber sammen med 10 poletter, der giver mulighed for at få et lille smagfuldt indblik i øllens verden.
»Der bliver noget for alle. Den kræsne ølentusiat og den uprøvede. Der er sure øl med frugt og stouts på 17 procent, vildtgæret øl., belgiske øl over 10 procent og letøl. Du kan smage en del øl, som du ikke finder i de randrusianske supermarkeder,« siger Morten Fogdahl-Wiese, der via sit netværk i bryggerverdenen har skaffet en del bryggere til Randers.
»Jeg kan nævne næsten 10 bryggerier, som er så kede af, at de ikke kan komme i år. Men de har meldt deres ankomst næste år,« siger Morten Fogdahl-Wiese der til daglig er gymnasielærer på Paderup Gymnasium og siden 2018 har brygget og solgt sine øl kommercielt.
Hvis du kigger listen igennem, så finder du både nye bryghuse og de etablerede bryghuse fra hele Danmark. Samt et par udenlandske aktører, som hedder Dutch Bargain, Kees og Corsendonk.
Håndbryggere
Og på listen er også håndbryggerstanden, hvor hjemmebryggere viser, hvad de pusler med derhjemme i bryggerset. Det er blandt andet Peter Wiede, samt Dear Hill fra Hadsten og K-brew fra Randers.
»Det er altid lidt skævt og spændende som håndbryggerne kommer med. De har jo ikke noget på spil kommercielt, så der er leget med stilen og råvarerne,« forklarer Morten Fogdahl-Wiese.
»Det er vigtigt at understrege, at det handler om øl og smag. Det er en ølfestival, ikke en oktoberfest. Netop derfor er der arrangeret to sessions,« lyder det.
Så billetten gælder til en tur i Hal 2 enten mellem klokken 11 og 15 eller klokken 16 til 20.
Arrangørerne har også forsøgt at binde ølmessen sammen med en tur i byen bagefter. Så hvis du viser en voucher fra ’Øl i Arenaen’, så har både Tante Olga og Barrys Pub et godt tilbud til dig.