Miljøstyrelsen fik ifølge DR forkerte oplysninger fra Nordic Waste om virksomhedens samarbejdspartnere.
Nordic Waste har i en række dokumenter sendt til blandt andet Miljøstyrelsen omtalt fire specifikke parter som værende samarbejdspartnere, selv om jordrensningsvirksomheden aldrig har arbejdet sammen med dem.
Det skriver DR.
Samarbejdspartnerne blev nævnt i forbindelse med, at Nordic Waste i 2021 skulle modtage forurenet jord til rensning fra Norge.
I to dokumenter sendt til den pågældende norske kunde og Miljøstyrelsen omtalte Nordic Waste blandt andet de to specialiserede virksomheder Aquarden Technologies og Teknologisk Institut som samarbejdspartnere.
Men begge afviser over for DR at have samarbejdet med Nordic Waste.
Det samme gør de andre to parter, entreprenør Gustav H. Christensen og virksomheden Fortum Recycling & Waste.
I et skriftligt svar erkender den tidligere ledelse i Nordic Waste, der er under konkursbehandling, at det var en fejl at omtale parterne.
»Der var en tæt dialog om disse projekter, men det var en fejl af os at skrive, at der var etableret et formelt samarbejde,« lyder det til DR.
Nordic Waste blev erklæret konkurs 22. januar og har siden ikke haft ansvarsforpligtelse for oprydning af det massive jordskred, der for alvor tog fart på virksomhedens grund ved Ølst i løbet af december sidste år.
Sagen undrer flere eksperter, der sætter spørgsmålstegn ved, hvor restmateriale fra rensningsprocessen uden samarbejdspartnerne så er endt.
Jens Peter Nielsen, afdelingsleder ved den rådgivende ingeniørvirksomhed Artelia, siger til DR, at der dermed er opstået et hul i rensningsprocessen.
Miljøstyrelsen oplyser til DR, at Nordic Waste havde tilladelse til selv at håndtere dele af restmaterialet. Virksomheden oplyser, at man selv har håndteret al materialet, men dokumenterer ikke processen.
Miljøministeriet oplyste tidligere i februar, at jordskreddet ved Randers er ved at stabilisere sig og vil ikke påvirke huse i landsbyen Ølst.
/ritzau/