Stig Tøfting-forestilling kommer til Randers. ‘No regrets’ spiller på Randers Teater fra 27. februar til 2. marts.
Teaterforestillingen ’No regrets’, der handler om den aarhusianske plæneklipper, fodboldspilleren Stig Tøfting, kommer til Randers, hvor den spiller på Randers Teater.
Forestillingen ’No regrets’ er en dramatisering af Stig Tøftings upolerede og roste selvbiografi fra 2005 af samme navn. Det er teater om en kompromisløs midtbaneslider og en fortælling om at blive en byhelt på trods, eller måske i kraft, af de tragedier, man har med sig. Forestillingen er skabt af Teatret Svalegangen og var i 2022, hvor den havde premiere, en enorm publikumssucces.
’No regrets’ er en hudløs ærlig fortælling om en sportsstjerne, der mod alle odds kæmper sig til en tilværelse som professionel fodboldspiller med sit livsmotto ’No regrets’ tatoveret hen over maven. Intet er pakket væk. Voldsdommene, fodboldens skyggesider eller dagen, hvor 13-årige Stig kommer hjem fra kamp og finder begge forældre skudt i lejligheden på Frederiks Allé. 18 timer senere spiller han kamp i Randers og bliver kåret til kampens bedste spiller.
Stig Tøfting begyndte sin professionelle karriere hos fodboldklubben AGF i 1989 og er kendt for sin tilknytning til klubben ad flere omgange. Han har også spillet i klubber i udlandet, og han nåede at spille 41 landskampe.
Han sluttede sin fodboldkarriere i Randers FC, hvor han efterfølgende blev assistenttræner.
’No regrets’ spiller i alt seks forestillinger.