For andet år i træk afvikles finalen i X Factor i Arena Randers. Direktør Morten Arnesen er stolt over, at Randers igen er valgt.
Når finaledeltagerne i X Factor 2024 går på scenen, så foregår det i Arena Randers for andet år i træk.
Vært Maria Fantino afslørede under fredagens afsnit af X Factor, at det blev Randers. Igen.
Det er en stolt direktør for de selvejende haller i Randers, der fortæller om muligheden for masser af sendetid fra Randers 5. april 2024.
»Det er en cadeau til hele vores organisation i Arena Randers, at TV2 lægger finalen hos os igen. Og det giver os en uvurderlig mulighed for at afprøve det helt nye setup i den nye arena. De selvkørende tribuner og den mobile trappe er efter planen helt på plads på det tidspunkt, og der bliver forhåbentlig plads til hele 3.900 publikummer. Hvis det lykkes os at få de sidste tilladelser i hus. Ellers lander vi på minimum 3.700 pladser,« siger en glædesstrålende Morten Arnesen.
Sidste år fik Arena Randers flere komplimenter med på vejen fra både tv-produktionen – TV2 og Blu – og fra gæster, teknikere og andre medarbejdere.
270 knoklede løs
Og det bliver et stort medie-setup, der igen kommer til Randers.
Sidste år hjalp over 120 mennesker til undervejs for at få Arena Randers til at fremstå professionel og indbydende under X Factor. Og så kom alle de personer, der fulgte TV 2 og produktionsselskabet, samt pressefolk, politi og brandvæsen.
I 2023 tog det 270 medarbejdere fra TV2 flere dage for at gøre klar til liveshowet. Dengang krævede det 19 paller køkkenudstyr og 36 ton lys.
»Der er nogle ting, der er blevet lettere for os alle siden sidste år. Især med de nye tribuner og den mobile trappe op til kanten rundt i hallen, det giver mere plads. Der er så også nogle ting, vi ikke kan tilbyde igen, men det finder vi nok en løsning på,« fortæller Morten Arnesen og tilføjer:
»Arbejdet med at indtegne alle pladserne i Ticketmaster har vi måttet gentage helt forfra, og det har taget tid. Tro mig, der er arbejdsopgaver, der ser lette ud, men som bare tager meget tid at udføre.«
X Factor er blevet sendt på TV 2 siden 2019. Programmet havde sin danske premiere på DR tilbage i 2008. Sofie Linde har haft værtsrollen siden 2016, og showet i Randers blev hendes sidste i 2023, mens Maria Fantino overtog her i 2024.
X Factor
X Factor er en populær sangkonkurrence, der oprindeligt stammer fra Storbritannien, hvor den blev skabt af Simon Cowell og lanceret i 2004.
Programmet har sidenhen spredt sig til mange lande, herunder Danmark, hvor det blev sendt på DR fra 2008 og frem. I 2019 overtog TV2.
X Factor adskiller sig fra andre sangkonkurrencer ved at fokusere på både sangtalent og den ”x-faktor” – en unik karisma eller star quality, som deltagerne skal besidde for at kunne fange både dommernes og publikums hjerter.
Sofie Linde har haft værtsrollen fra 2016 til 2023.
Maria Fantino overtog værtsrollen i 2024.
Finalen i 2024 afholdes i Arena Randers for andet år i træk.