Østjyllands Politi har i disse dage et særligt fokus på at få sat en stopper for de mange indbrud, som borgerne i politikredsen har været ramt af over de seneste ugers tid. Indsatsen har blandt andet budt på flere anholdelser.
Mange borgere rundt omkring i Østjylland har i løbet af de seneste ugers tid rettet henvendelse til Østjyllands Politi, da de har haft ubudne gæster i deres bolig, mens de eksempelvis har været bortrejst på ferie.
Også caféer, restauranter og andre mindre forretninger, særligt i Aarhus Midtby, har været ramt af indbrud, hvor de typisk i løbet af nattetimerne har fået ruderne knust, inden gerningsmændene har stjålet kontanter og andre letomsættelige værdigenstande.
Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
»Vi har set en øget aktivitet hos indbrudstyvene, der virkelig har skabt en stor frustration og utryghed hos en lang række østjyske borgere,« siger vicepolitiinspektør hos Østjyllands Politi Martin Frank Rasmussen.
Fem råd mod indbrud
- Sørg for at dit hjem eller din forretning ser beboet og overvåget ud, selv når du ikke er der. Brug tænd-sluk-timere til lys, og overvej etablering af sikkerhedskameraer.
- Sikr vinduer og døre: Sørg for, at alle indgangspunkter er sikrede med gode låse og eventuelt sikkerhedsglas. Ødelagte vinduer og døre bliver udnyttet af tyvene.
- Undgå kontanter og værdigenstande i synligt område: Tyvene har specifikt gået efter kontanter og letomsættelige værdier.
- Ved at tilmelde dig Nabohjælp, kan du og dine naboer holde øje med hinandens ejendomme og hurtigt rapportere mistænkelige aktiviteter.
- Rapporter mistænkelig aktivitet: Ring 112 ved igangværende indbrud og brug 114 til at anmelde, hvis du opdager et indbrud efterfølgende. Hurtig handling kan forhindre yderligere kriminalitet.
På baggrund af de mange anmeldelser om indbrud har Østjyllands Politi i tiden op til sidste uges vinterferie skærpet sin synlige tilstedeværelse med flere patruljer i nattelivet. Derudover har politikredsen også intensiveret sin efterforskning af sagerne med det klare formål at få stoppet indbrudstyvene.
»I løbet af den sidste uges tid har vi ved forskellige episoder anholdt ni forskellige personer, som vi mistænker for at have begået indbrud i forretninger og private boliger. Flere af anholdelserne er sket ved, at vores patruljer har genkendt mistænkte personer, som vi via vores efterforskning af indbrudsanmeldelserne har fået identificeret,« siger Martin Frank Rasmussen.
Så sent som i dag – mandag den 19. februar 2024 – fremstiller Østjyllands Politi en mistænkt 28-årig mand i grundlovsforhør. Han blev anholdt søndag aften og er sigtet for at have begået en lang række indbrud i det centrale Aarhus i løbet af det nye år. Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi vil ved Retten i Aarhus begære den 28-årige mand varetægtsfængslet.
Flere personer taget på fersk gerning
Enkelte af indbrudsanmeldelserne har fundet sted i dagstimerne, men særligt i nattetimerne har gerningsmændene været ganske aktive. Derfor har politiet især efter mørkets frembrud intensiveret sin indsats.
I den forbindelse lykkedes det eksempelvis at få anholdt to mænd på 27 og 28 år, da de natten til tirsdag i sidste uge blev observeret begå indbrud på Frederiks Allé i Aarhus C.
»Foruden vores eget store fokus på at få sat en stopper for indbrudstyvene, er vi også afhængige af borgernes hjælp. I flere af anholdelserne har vi fået hjælp fra opmærksomme borgere. Det har betydet, at vi har fået et signalement og hurtigt har kunne rykke ud til steder, hvor der er blevet begået indbrud og fået anholdt flere gerningsmænd på fersk gerning,« siger vicepolitiinspektør Martin Frank Rasmussen.
Også natten til fredag blev to mænd på hendholdsvis 45 og 56 år anholdt i forbindelse med et igangværende indbrud, som politiet var hurtigt fremme ved i Odder.
Indsatsen fortsætter
Noget tyder på, at der fortsat er behov for et skærpet fokus, da Østjyllands Politi igen over den seneste weekend har modtaget en lang række anmeldelser om indbrud i både forretninger og private boliger.
Østjyllands Politi vil derfor fortsætte sin målrettede indbrudsindsats, som blandt andet allerede har budt på en øget tilstedeværelse i form af flere patruljebiler og cykelbetjente i nattelivet samt en bredere efterforskning. Østjyllands Politi har desuden haft droner i luften for bedre at kunne skaffe sig et samlet overblik over indbrudstyvenes adfærd i de mørke nattetimer.
Men indsatsen har i høj grad også et forebyggende aspekt.
»Vi opfordrer som altid til, at man ringer til os via 112, hvis man observerer et igangværende indbrud – og at man via vores hjemmeside www.politi.dk eller telefonnummer 114 får det anmeldt, hvis man dagen derpå opdager, at der har været begået indbrud i ens bolig eller forretning. Derudover opfordrer vi også til, at man eksempelvis ikke har kontanter liggende i sin forretning efter lukketid. Borgerne og særligt husejere opfordrer vi til at få tilmeldt sig Nabohjælp og lade huset se beboet ud, når der ikke er nogen hjemme,« siger Martin Frank Rasmussen.