Fredningsnævnet har besluttet at frede Bækkestien på baggrund af et initiativ fra Randers Kommune.

Fredningsnævnet har besluttet af frede Bækkestien på baggrund af et initiativ fra Randers Kommune, og dermed er det afgjort, at naturområdet langs Bækkestien vil blive bevaret som et grønt rekreativt område i Randers.

»Bækkestien er et dejligt naturområde, der gennem årene har udviklet sig til en rekreativ oase i byen til blandt andet leg, ophold og gåture. Med fredningen sikrer vi nu, at området vil blive bevaret som en sammenhængende og uforstyrret naturskøn kile i byen. Og dermed sikrer vi også, at området bliver friholdt for fremtidig byudvikling med vejbyggeri og bebyggelse. Det er jeg overbevist om, at mange sætter stor pris på,« siger borgmester Torben Hansen (S) i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under billedet

Det fredede område langs med Bækkestien ligger på strækningen mellem Dronningborg Boulevard i nord og Udbyhøjvej i syd. Pressefoto

Randers Byråd besluttede tilbage i maj 2021, at der skulle rejses en fredningssag for at frede naturområdet langs Bækkestien. Siden er Danmarks Naturfredningsforening blevet medrejser på fredningsforslaget, som i foråret 2023 blev sendt til behandling hos Fredningsnævnet. Nævnet har nu afgjort at frede området, der har et areal på 3,8 hektar og er ejes af Randers Kommune.

Det fredede område langs med Bækkestien ligger på strækningen mellem Dronningborg Boulevard i nord og Udbyhøjvej i syd. Området er kuperet som en dal, hvor Ladegård Bæk snor sig i bunden. Her er stejle, skovklædte skrænter på begge sider og gennem mere end 80 år har området udviklet sig med en varieret natur, der danner levesteder for mange forskellige dyr.

Værdifuld naturkorridor

I Danmarks Naturfredningsforening glæder man sig over, at fredningen nu er en realitet.

»Fredningssagen blev til på kommunens initiativ. Man forstod nemlig, at kun en fredning ville beskytte Bækkesti-området på langt sigt. Og det bakkede foreningen selvfølgelig op om. For området er en særdeles værdifuld grøn naturkorridor centralt i byen, som rummer store rekreative kvaliteter og er levested for mange forskellige arter, herunder et rigt fugleliv,« siger fredningsleder i Danmarks Naturfredningsforening Birgitte Bang Ingrisch.

Artiklen fortsætter under billedet

Fredningen vil ikke ændre på offentlighedens adgang til området. Pressefoto

I dag grænser Bækkestien op til tættere bebyggelse, og mange bruger området til leg og ophold. Der er blandt andet opsat bord- og bænkesæt, og gennemgående stianlæg er flittigt brugt til gå-, løbe og cykelture.

Fredningen vil ikke ændre på offentlighedens adgang til området. Tværtimod er der i fredningen lagt vægt på den store rekreative værdi, som området har for byens borgere. Og et af formålene med fredningen er netop at sikre offentlighedens adgang. Fredningen skal samtidig sikre, at områdets landskabelige kvaliteter bevares, og at de biologiske værdier forbedres.

Fredningsnævnet har offentliggjort afgørelsen 26. januar med en fire ugers klagefrist. Fredningen forventes således at kunne træde endeligt i kraft inden udgangen af februar.

»Området er en særdeles værdifuld grøn naturkorridor centralt i byen,« siger fredningsleder i Danmarks Naturfredningsforening Birgitte Bang Ingrisch. Pressefoto

gs