Af: Jørgen Rosengren, Lokalavisen.dk.
Lige nu holder brandfolkene sig på afstand.
Beredskab & Sikkerhed er lige nu til stede med en indsatsleder og to brandkøretøjer på Blommevej i det nordøstlige Randers.
»En lastbil har kørt en hane af en underjordisk gastank,« siger Thomas Jørgensen, vagthavende operationschef ved Beredskab & Sikkerhed, til Din Avis Randers.
Han oplyser videre, at tanken efter alt at dømme var tømt, da hans folk ankom til stedet, der ligger i et industrikvarter.
»Vi holder os lidt på afstand – og så går vi ind i fuldt åndedrætsbeskyttelsesudstyr,« siger Thomas Jørgensen.
Beredskabet skal på den måde sikre sig, der ikke er krøbet gas ind i omkringliggende bygninger.
Meldingen om gasudslippet kom klokken 08.37.
Der er ikke meldinger om tilskadekomne.