Pengene, foreningerne tjener, bliver brugt på arrangementer, der skaber fællesskab blandt medlemmerne.

Flere end 200 frivillige fra 15 foreninger i Randers Kommune har i løbet af 2023 fyldt sække med henkastede dåser, plastik, cigaretskod og meget andet, som de har samlet i naturen.

Ren Natur hedder indsatsen, og de foreninger, der deltager, får en sum penge til klubkassen som tak. Udover en renere natur skaber det stærkere fællesskaber. Det fremgår af en pressemeddelelse.

Både Venligboerne Randers og SAM Foreningen er blandt de 15 foreninger, der samlede affald i naturen i 2023, og pengene, de tjente, er allerede brugt på arrangementer, der skabte fællesskab blandt medlemmerne.

»Vi brugte nogen af pengene på kaffe og kage til sociale aktiviteter i vores kolonihave og resten på en tur til Ree Park. Det var tanken på forhånd, at pengene skulle gå til at styrke fællesskabet blandt medlemmerne i foreningen, og det, synes jeg, vi har formået,« siger Allan Madsen, der er koordinator i SAM Foreningen, i pressemeddelelsen.

Foreningen fik i alt 2.500 kroner for deres indsats på ruten ved Gudenåparken og omkring Randers Regnskov.

Frivillige bruger deres fritid på affald

Det er fjerde år i træk, at en masse frivillige fra foreninger i Randers Kommune brugt deres fritid på at samle affald i naturen.

»Jeg sætter stor pris på de fællesskaber, foreningerne i Randers Kommune skaber, og når de ovenikøbet kan skabe dem med snappere og grønne affaldssække i hånden, så bliver jeg imponeret over deres engagement. Jeg håber, indsatsen her kan være til inspiration for alle i Randers Kommune og får flere til at tænke sig om, inden de smider affald i naturen,« siger Frank Nørgaard (DF), der er formand for Miljø- og Teknikudvalget.

Foreningerne kan tjene op til 3.000 kroner ved at samle affald.

Det er projektet Ren Randers, der sammen med Hold Danmark Rent faciliterer Ren Natur i Randers Kommune, og de sørger for, at affaldet kommer på genbrugsstationen. Pengene får foreningerne som sponsorat af Ren Natur.

gs