Østjyllands Politi vil undersøge, om 53-årig mand, der er blevet anholdt i sagen om drabet på en kvinde i 1990, kan kobles til uopklarede drabssager i politikredsen.

Østjyllands Politi vil undersøge, om den 53-årige mand, der er blevet anholdt i sagen om drabet på Hanne With i København i 1990, kan kobles til uopklarede drabssager i politikredsen.

Det siger politiinspektør Anders Uhrskov til TV2.

Den 53-årige har i mange år boet i Østjylland og har op til anholdelsen været bosiddende i Randers.

»Tirsdagens anholdelse af en mulig gerningsmand til et 34 år gammelt drab i København er en ny anledning til at gennemgå relevante sager her i kredsen og undersøge, om der kan være en kobling og et dna-match – især med tanke på, at den mistænkte har boet en del år i Østjylland,« siger Uhrskov til TV2.

Den 53-årige har i et grundlovsforhør onsdag nægtet sig skyldig i drabet på Hanne With.

(Følg Lokalavisen.dks (Din Avis Randers’ søstersite) liveblog fra sagen HER)

Politiet har fundet frem til den 53-årige takket være udviklingen i dna-teknologien.

Københavns Politi har især koncentreret sig om analyser af dna-materiale, som er fundet på drabsofferets bukser, og som med meget stor sandsynlighed stammer fra gerningsmanden, lyder det.

En analyse foretaget af Retsgenetisk Afdeling på Retsmedicinsk Institut har ifølge politiet påvist, at dna-materialet stammer fra et nært familiemedlem til en konkret person, hvis dna findes i politiets dna-register.

/ritzau/