Af: Ritzau
Dna-materiale fra offerets bukser stammer med stor sandsynlighed fra gerningsmanden ifølge politiet.
En 53-årig mand er blevet anholdt og sigtet for drabet på 23-årige Hanne With i Fensmarkgade på Nørrebro natten til den 1. januar 1990.
Siden har den nu anholdte boet flere steder – blandt andet i Østjylland.
Det oplyser Københavns Politi onsdag morgen i en pressemeddelelse.
Anholdelsen er gjort muligt takket være udviklingen i dna-teknologien.
Københavns Politi har især koncentreret sig om analyser af dna-materiale, som er fundet på drabsofferets bukser, og som med meget stor sandsynlighed stammer fra gerningsmanden, lyder det.
En analyse foretaget af Retsgenetisk Afdeling på Retsmedicinsk Institut har ifølge politiet påvist, at dna-materialet stammer fra et nært familiemedlem til en konkret person, hvis dna findes i politiets dna-register.
Fremstilles i grundlovsforhør
Den 53-årige mand fremstilles i grundlovsforhør i Dommervagten i Københavns Byret onsdag klokken 09.30.
Han blev tirsdag anholdt på sin arbejdsplads i det nordlige Jylland.
Ifølge politiet har han gennem mange år boet i området omkring Ebeltoft, Grenaa og Randers.
Den sigtedes dna er blevet analyseret af Retsgenetisk Afdeling i løbet af det seneste døgn.
»Resultatet viser, at manden med meget stor sandsynlighed er ophavsmand til dna-materialet på offerets tøj,« lyder det i pressemeddelelsen.
»En række efterforskningsskridt skal nu afdække sagen yderligere.«
Finder nært familiemedlem
Politiet har fundet frem til ham ved hjælp af såkaldt slægtskabssøgning, hvor dna-spor fra den formodede gerningsmand sammenlignes med eksisterende materiale i politiets dna-register.
I stedet for at søge efter en matchende profil, leder man efter nære familiemedlemmer til den person, der har afsat sin dna.
Københavns Politi afholder en kort pressebriefing klokken 08.30 foran Politigården på Polititorvet.