Henning Jensen Nyhuus (S) og Michael Aastrup Jensen (V) mener ikke, at kommunens undersøgelse af Nordic Waste-sagen er tilstrækkelig. Begge efterlyser en langt grundigere undersøgelse af kommunens rolle.

Det er ikke godt nok.

Sådan lyder konklusionen fra de to tidligere Randers-borgmestre Henning Jensen Nyhuus (S) og Michael Aastrup Jensen (V), efter Randers Kommune tirsdag formiddag frikendte sig selv for ansvar i håndteringen af Nordic Waste-skandalen.

I en fælles meddelelse slår de to tidligere borgmestre fast, at der er behov for yderligere undersøgelser af kommunens rolle i skandalen om Nordic Waste.

»En kommune kan ikke bare frikende sig selv på den her måde, bare fordi en kommunalt betalt advokat siger det. Borgerne i Randers fortjener svar på, hvem der har ansvaret for denne skandale. Selvom vi er glade for, at Nordic Waste i forbindelse med politianmeldelsen nu bliver undersøgt grundigt, så mener vi også, at en kommende undersøgelse skal tage et grundigt kig på kommunens rolle i sagen, for vi mener ikke, at borgmesterens undersøgelse er tilstrækkelig,« fastslår de i en pressemeddelelse, og de fortsætter:

Artiklen fortsætter under billedet

Michael Aastrup Jensen (i midten) mener som Henning Jensen Nyhuus, at sagen skal undersøges, og alle sten skal vendes. Arkivfoto

»Så sent som i går afslørede Berlingske, at Randers Kommune i en to-årig periode ikke lavede nogen egentlige tilsynsrapporter. Det i sig selv kalder jo på at blive sat under lup.«

Michael Aastrup Jensen var borgmester i Randers Kommune fra 2002 til 2006, indtil han blev afløst af Henning Jensen Nyhuus, der sad frem til 2013.

De to politikere har nøje fulgt sagens udvikling i Ølst, og de retter en skarp kritik af Nordic Waste.

Men en kommende undersøgelse skal omfatte mere end Nordic Waste.

Artiklen fortsætter under billedet

Henning Jensen Nyhuus mener ikke, at en kommune bare kan frikende sig selv på den måde, som Randers Kommune gør. Arkivfoto: Jan Szwed

»Vi mener, at sagen skal undersøges, og alle sten skal vendes. Derfor undrer vi os også over, at man på rådhuset ikke vil tage noget af ansvaret, men blot peger fingre af alle andre. På rådhuset har man tilsyneladende ikke interesseret sig for borgerne i Ølst, og det synes vi er meget beklageligt, for det er dem, der nu betaler prisen. Vi mener derfor, at man på Randers Rådhus bør tage ansvaret på sig og lade sig grundigt undersøge, for kommunen kan ikke blot frikende sig selv.«

gs