Seks tidligere ansatte ved Nordic Waste har accepteret en tavshedsklausul mod en ekstra månedsløn.
Seks tidligere ansatte hos Nordic Waste har accepteret en fratrædelsesaftale, som inkluderer en tavshedsklausul, med virksomheden.
Det skriver Fagbladet 3F.
Aftalen er indgået mellem Nordic Waste og 3F Randers og går på, at de seks tidligere ansatte ikke må tale offentligt om virksomheden indtil 29. januar. Den betyder samtidig, at de får løn i januar.
Morten Jørgensen, formand for byggegruppen i 3F Randers, mener ikke, at de seks tidligere ansatte reelt havde et valg.
– Nordic Waste har ikke overenskomst, og så har medarbejderne ikke krav på noget, når de bliver opsagt. Alternativet var, at lønnen var stoppet med det samme, siger han til Fagbladet 3F.
Ifølge Morten Jørgensen er det ikke normalt med den slags klausuler i branchen.
Gruppeformanden tilføjer over for Ritzau, at han i princippet ikke mener, at der er noget, der forhindrer, at medarbejderne kan udtale sig, efter at virksomheden gik konkurs 22. januar.
– Når de ikke længere får løn fra virksomheden, men skal hente det hos LG (Lønmodtagernes Garantifond, red.), er der ikke nogen aftale længere, siger Morten Jørgensen.
Omkring 30 ansatte hos Nordic Waste blev fyret i slutningen af december, da selskabet meddelte, at driften blev indstillet på ubestemt tid. Heriblandt de seks medlemmer af 3F.
Ifølge Fagbladet 3F mener de seks mænd, at tavshedsklausulen er en af grundene til, at man ikke har hørt meget fra ansatte, der har arbejdet med den omdiskuterede jord.
Nordic Waste har siden 2018 modtaget og renset forurenet jord.
Selskabet kom i offentlighedens søgelys, da virksomheden 11. december sidste år meddelte, at der var gang i et ”betydeligt jordskred” på grunden.
I de efterfølgende dage forsøgte Nordic Waste at bremse den skridende jord. Det lykkedes ikke, og 19. december trak den sig fra opgaven og overlod ansvaret til Randers Kommune.
Kommunen arbejder fortsat ved grunden for at forhindre, at der sker omfattende miljøskader.
Siden har Miljøstyrelsen udstedt et påbud til Nordic Waste om at stille 205 millioner kroner i sikkerhed til at håndtere skaderne.
Det har Nordic Waste meddelt styrelsen, at den ikke kan, og mandag blev virksomheden erklæret konkurs ved Retten i Randers.
I en rapport har De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland, Geus, vurderet, at den primære årsag til jordskreddet er deponering af jord.
Samtidig fastslår Geus, at de første tegn på jordskredsaktivitet opstod i 2021. I foråret 2023 var der ”betydelig jordskredsaktivitet”, vurderer Geus ud fra fotos.
/ritzau/