Et område på størrelse med 113 fodboldbaner ved Gjerlev bliver nu til ny natur.

I over 50 år har de lavtliggende jorde mellem Gjerlev og Øster Tørslev været drænet og brugt til landbrugsdrift.

Men nu er pumpen, der holder området tørt, slukket og fjernet. Det fremgår af en pressemeddelelse.

Det er et større anlægsarbejdet, der hermed er færdiggjort. Her er lukket mere end to kilometer grøfter, og der er fjernet 15 drænbrønde. Drænvand fra de omkringliggende marker siver i stedet gennem de våde enge, og naturens eget rensningsanlæg tager over.

De dyrkede marker bliver derfor forvandlet til våde enge med småsøer og rørsump, og det vil gavne vandmiljøet i Randers Fjord. Beregninger viser, at der fremover bliver udledt 11 tons mindre kvælstof i fjorden – hvert år.

»Og det er glædeligt,« siger projektleder Kjeld Lundager Jørgensen fra Naturstyrelsen Himmerland i pressemeddelelse og fortsætter:

»I dag har vi nået en milepæl i historien om Gjerlev Enge. Det genskabte vådområde bidrager til en renere Randers Fjord. Med et renere vandmiljø vil de biologiske forhold i fjorden forbedres.«

Stor fugleflok har indtaget området

Projektet omfatter 84 hektar, og det gavner ikke kun vandmiljøet i Randers Fjord. Det sikrer også, at der siver mindre CO2 ud i atmosfæren.

En stor del af området indeholder tørvejord, som indeholder store mængder CO2. Når tørvejord vådgøres stoppes nedbrydningen, og CO2 forbliver i tørvejorden i stedet for at blive frigivet til atmosfæren.

De vanddækkede overflader vil også tiltrække et varieret fugleliv, og særligt én art har allerede fået øjnene op for herlighederne. Her i det våde efterår har en stor flok sangsvaner indtaget de nye lavvandede søer og lader sig høre vidt omkring.

Undervejs i forløbet har der været et godt samarbejde med de lokale lodsejere, der alle er gået positive ind i projektet.

Mange af lodsejerne har valgt at sælge deres projektjord til staten. Det forventes, at arealerne bliver sat til salg i efteråret 2024 i en offentlig udbudsrunde.

Det er Naturstyrelsen Himmerland, der er projektansvarlig.

Projektet er udarbejdet i tæt samarbejde med Randers Kommune.

Vådområdeprojektet, der er finansieret af EU’s landdistriktsprogram, har en ramme til jordfordeling, jordkøb og erstatning på 12,5 millioner kroner. Dertil kommer en ramme til realisering på 2,35 millioner kroner, der omfatter anlægsarbejde og rådgivning med mere.

gs