Der er en hel kæde af alvorlige fejl i de miljøgodkendelser, Nordic Waste har fået. Det forklarer ekspert i miljøret Ellen Margrethe Basse til Dagbladet Information
Det var ikke i strid med miljøgodkendelsen, at Nordic Waste fortsatte med at læsse jord ind på virksomhedens grund helt frem til december 2023.
Miljøgodkendelsen udstedt af Randers Kommune til Nordic Waste lægger nemlig ikke loft over, hvor meget jord virksomheden måtte køre ind på grunden. Det skriver Dagbladet Information.
»Det er fuldstændig grotesk. Men der er ikke noget i godkendelsen, der forhindrer det, for der er ikke en kapacitetsgrænse,« siger Ellen Margrethe Basse, der er professor emerita ved Aarhus Universitet og ekspert i miljøret. Hun har gennemgået miljøgodkendelsen og andre relevante dokumenter for Dagbladet Information.
Ifølge Ellen Margrethe Basse er det et alvorligt problem med miljøgodkendelsen, at der ikke er defineret en øvre grænse for kapacitetsgrænsen til virksomheden. Hun pointerer, at et sådant krav er fuldstændig afgørende.
»Derfor er det en klokkeklar fejl, at man ikke lægger nogle grænser ind for, hvad de må modtage,« siger Ellen Margrethe Basse til Dagbladet Information.
Ud over det manglende kapacitetskrav fremhæver Ellen Margrethe Basse en hel kæde af alvorlige og »klokkeklare« fejl i miljøgodkendelserne fra Randers Kommune.
»For det første må du slet ikke give en miljøgodkendelse, før lokalplanen er vedtaget. Det er punkt ét. Miljøgodkendelsen blev givet i juni 2021, men lokalplanen blev først vedtaget i december 2021. Det er helt klokkeklart i strid med reglerne,« siger hun.
Videre fremhæver hun, at Randers Kommune i miljøgodkendelsen ikke har skrevet noget som helst om, hvilke stoffer der må udledes med regnvand og overfladevand fra grunden, ligesom spildevandstilladelsen mangler fuldstændig i miljøgodkendelsen fra 2021.
»Miljøgodkendelsen er bestemt ikke efter bogen. De forholder sig til støj, støv og lugt, men ikke mere end det,« siger Ellen Margrethe Basse til Dagbladet Information.
Dagbladet Information har forelagt Ellen Margrethe Basses kritik for Randers Kommune, der onsdag oplyste til Ingeniøren, at man er på vej med en politianmeldelse af Nordic Waste.
»Vi vil gerne svare, men vi kan ikke nå det i dag,« siger kommunikationschef Karen Balling Radmer til Dagbladet Information.
»Vi er ved at foretage en gennemgang af det hele, og når den er klar, så vil vi melde det ud.«
Citathistorie: Information