En kvik nabo til en virksomhed på Jomfruløkken i Randers ringede onsdag klokken 21.11 til politiet.
Vedkommende havde netop set to mænd luske rundt på stedet.
Inden patruljerne nåede frem, var mændene kørt fra stedet i en varevogn, og det viste sig, at der havde været indbrud.
Tyvene havde knust en rude, og inde i virksomheden var de brudt ind i pengeskab, hvorfra de havde stjålet nogle kontanter, som blandt andet havde ligget i en lyserød madkasse.
Naboen havde givet en god beskrivelse af varebilen, som mændene var kørende i, og en patrulje, der kørte i området, kunne få minutter efter anmeldelsen standse den pågældende bil.
I bilen sad to mænd på 32 og 39 år, og da de blev visiteret, fandt betjentene et større kontantbeløb.
Derudover lå den lyserøde madkasse i bilen.
Kontantbeløbet var større end det stjålne, og der lå også en gps i bilen og en lille bøtte med nogle mønter.
Bøtten og gps’en viste sig at stamme fra et indbrud hos en virksomhed i Silkeborg, der var begået tidligere på dagen.
De to mænd blev derfor anholdt.
Torsdag klokken 12 blev de så fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Randers.
De er udover indbruddene i Randers og Silkeborg sigtet for yderligere to indbrud, der blev begået sidste år.