Nordic Waste har i dag udsendt en pressemeddelelse. Her er Randers Kommunes reaktion.

Tidligere i dag, fredag 12. januar, udsendte Nordic Waste en pressemeddelelse, hvori de skrev, at de i fælles forståelse med Randers Kommune 19. december overlod arbejdet med at redde Alling Å fra et igangværende jordskrev til netop Randers Kommune.

“Da jordskreddet på det tidspunkt begyndte at bevæge sig mod Gammel Århusvej samt Alling Å, blev ledelsen af de entreprenører, som vi oprindeligt havde hyret ind, overtaget af Randers Kommune,” skrev Nordic Waste.

Men den udlægningen af historikken er Randers Kommune ikke enig i. Det skriver kommunen nu i en pressemddelelse.

»Vi kan ikke genkende udlægningen i pressemeddelelsen. Men jeg noterer mig, at Nordic Waste ikke fraskriver sig ansvaret for den omfattende katastrofe, vi står med ved virksomheden,« siger borgmester Torben Hansen (S) i pressemeddelelsen og fortsætter:

»Og det er positivt. Det står også krystalklart, at både omfanget af denne situation og alle udgifter til at afværge katastrofen er et ansvar, som ligger hos virksomheden, og virksomheden har af Randers Kommune modtaget en afgørelse om at tage hånd om det. Da det ikke skete, så måtte vi træde til,« siger Torben Hansen.

Kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt har også en anden opfattelse af situationen.

»Det er de facto korrekt, at Nordic Waste forlod ejendommen den 19. december, og at Randers Kommune på stedet måtte overtage opgaven at afværge katastrofen. Det var en dramatisk situation, som udviklede sig time for time, og vi er fortsat i gang med at afværge den katastrofe. Vi er selvfølgelig interesseret i en god dialog med virksomheden, og den er vi ved at genoptage. Det ændrer ikke på, at Nordic Waste har ansvaret for situationen, som er forårsaget af virksomhedens drift,« siger han.

Begge noterer sig, at Nordic Waste er klar til at deltage i enhver konstruktiv løsning, og det er både Torben Hansen og Jesper Kaas Schmidt meget tilfredse med.

ceb