Gavn Studio intensiverer deres indsats for at fremme genbrugsorienteret mode med kapitalindsprøjtning fra to løvinder.
Gavn Studio er en startup fra Randers, der har til formål at reformere modeindustrien med et fokus på cirkulær økonomi. I DR-programmet ’Løvens Hule’ har virksomheden sikret investeringer fra Anne Stampe og Louise Herping Ellegaard samt indgået et værdifuldt partnerskab med Dansk Røde Kors. Det skriver Gavn Studio i en pressemeddelelse.
Virksomheden blev stiftet i 2022 af Alexandra Gerstorf og Signe Valeur. Da de to trådte ind i Løvens Hule, var de bevæbnet med mere end bare en forretningsidé. De bar på en vision om at skabe forandring i modeverdenen.
»Det var en chance for at vise, at mode kan være både stilfuld og ressourcebevidst,« siger Alexandra Gerstorf i pressemeddelelsen.
Innovativ tilgang
Gavn Studio adskiller sig ved sin innovative tilgang til mode, hvor virksomheden omdanner genbrugte herrejakkesæt til nye, moderne kvindesæt. Deres engagement i en produktionsproces uden spild og i samarbejde med lokale genbrugsbutikker afspejler en forpligtelse til cirkulær økonomi og genanvendelse.
»Vi befinder os i en tid, hvor ansvarligt forbrug ikke længere er en mulighed men en nødvendighed. For mig symboliserer Gavn Studio den perfekte syntese mellem moderne æstetik og ansvarlig mode. De har formået at forlænge levetiden af kasseret beklædning uden at gå på kompromis med aktuelle modetrends,« siger Anne Stampe.
Louise Herping Ellegaard er meget enig med sin medløvinde.
»Det er beundringsværdigt at se Alexandras og Signes passion for at transformere gamle herrejakkesæt til stilfulde og moderne tøjstykker. Jeg er ligeledes imponeret over deres dedikation til at genoplive gammelt tøj på en nytænkende måde. Sådan en hjertesag kan jeg jo kun støtte op om,« siger hun.
Partnerskab
Ud over den dobbelte investering har Gavn Studio indgået et samarbejde med Dansk Røde Kors.
»Partnerskabet muliggør en betydelig udvidelse af vores materialeindsamling, hvilket er afgørende for vores mission om at reducere spild i modeindustrien,« forklarer Signe Valeur og fortsætter:
»Samarbejdet med Dansk Røde Kors hjælper os ikke kun med at skalere vores produktion men også med at fremme cirkulær økonomi.«
Partnerskabet er særligt relevant i betragtning af de udfordringer, som er identificeret i en rapport fra den Europæiske Miljøagentur.
Rapporten viser, at eksporten af brugte tekstiler fra EU er tredoblet i de sidste to årtier grundet begrænsede genbrugsmuligheder. I 2019 blev omkring halvdelen af de brugte tekstiler eksporteret fra Europa til Afrika og Asien, hvor de ender på åbne lossepladser eller med en uvis skæbne.
»Ved at samarbejde med Dansk Røde Kors, stræber vi efter at formindske dette tekstilspild og fremme en mere ansvarlig håndtering i modeindustrien,« siger Signe Valeur.
Fra skoleprojekt til spotlight
Gavn Studio startede som et drømmeprojekt på skolebænken.
»Kort tid efter vandt vi pitch-konkurrencer, som styrkede vores tro på, at vi kunne nå længere. Nu, med anerkendelsen fra ’Løvens Hule’ og et betydningsfuldt samarbejde med Dansk Røde Kors, føles det som om, at vores ambitioner ikke kun er blevet realiseret, men at de fortsætter med at vokse,« fortæller de to stiftere af tøjvirksomheden.
Med den nye finansiering og det meningsfulde partnerskab ser Gavn Studio frem til at accelerere deres vækst og fortsætte med at gøre en positiv indflydelse på modebranchen.
sra