Sydbank vil flytte til nyt domicil på Shellgrunden. Det sker efter at AP Pension netop har købt grunden og vil opføre et byggeri kaldet ‘Bryggen’.
AP Ejendomme har netop købt Shellgrunden mellem rutebilstationen og Havnegade.
Nu er planen at der skal bygges et kontor- og ejendomsdomicil, kaldet ’Bryggen’.
Det kommer til at ligge centralt i den nye bydel, Flodbyen Randers, hvor det nuværende havneområde omdannes til en moderne og central bydel ved Gudenåens udmunding ved Randers Fjord.
Og Sydbank har besluttet at flytte deres Randers-filial til ’Bryggen’, og optager to etager, når byggeriet står klar.
Sidste år indgik AP Ejendomme og Randers Kommune en aftale om at danne Flodbyen Randers P/S, et fælles arealudviklingsselskab, der skulle bidrage til transformationen af Flodbyen Randers.
Som en del af aftalen forpligtede AP Ejendomme sig til at købe 27 procent af byggeretterne i dette omfattende udviklingsprojekt. Udover denne forpligtelse har AP Ejendomme nu erhvervet den såkaldte Shell-grund i Flodbyen.
Det fortæller AP Ejendomme i en pressemeddelelse.
’Bryggen’ skal bygges i otte etager og vil rumme 3.650 kvadratmeter. Her skal være både erhvervslokaler og 11 lejligheder.
»Vi er meget glade for, at Sydbank har besluttet at placere deres Randers-filial i Flodbyen Randers. Vi har store forventninger til hele Flodby-projektet, og derfor er vi naturligvis meget tilfredse med, at Sydbank kan se de mange fordele, der er ved at være placeret i Flodbyen. Vi har indgået en langvarig aftale med Sydbank, som vi er sikre på, at begge parter vil få gavn af,« siger Peter Olsson, administrerende direktør i AP Ejendomme.
»Vi har fart på realiseringen af første etape i udviklingsplanen for Flodbyen. Her bliver Bryggen et vigtigt knudepunkt sammen med de kommende byggerier langs områderne Trangstræde og Bolværksgrunden,« siger Jesper Plauborg, direktør i arealudviklingsselskabet Flodbyen Randers P/S og projektchef i AP Ejendomme.
Det nøjagtige beløb for købet af den nyindkøbte grund på 1.620 kvadratmeter, er ikke blevet afsløret.
Aftalen mellem AP Ejendomme og Sydbank er dog betinget af den videre lokalplanproces i Randers Kommune, byrådets endelige vedtagelse af lokalplanen samt relevante tilladelser. Udarbejdelsen af lokalplansforslaget forventes igangsat i starten af 2024.