Glæde hos Arena Randers. For nye selvkørende tribuner og et nylagt halgulv til godt 20 millioner kroner skal fremover skaffe events til Randers.
Skruer og møtrikker ligger i posevis i Arena Randers største og nyeste hal, mens håndværkere knokler med tribuner og topnøgler.
Til januar skal de helt nye selvkørende tribuner godkendes af brandmyndighederne. De er at blive bygget op, efter at de først etablerede ikke fungerede efter hensigten.
Og så burde næsten fire års tovtrækkerier med totalentreprenøren Max Bögl være helt overstået. Der er indgået et mindre forlig og en mindelig aftale om, at man får afviklet resten af de mangler, som Arena Randers mener, at halbyggerne burde have gjort bedre for længe siden.
Siden juni i 2023 er der høvlet over 84 punkter af mangellisten og nu er man i gang med at genopbygge det sidste og største punkt, nemlig tribunerne.
»Det er jo lidt grotesk, at vi allerede i 2025 har 5 års gennemgang af Arenaen,« siger Morten Arnesen, direktør for de selvejende haller i Randers, der indbefatter Arena Randers, Ulvehøjhallen, Tennishallen og Dronningborghallen.
Til gengæld glæder han sig over, at han forhåbentlig snart får tid og overskud til at udføre det, som han mest er ansat til. Nemlig at drifte og udvikle Arena Randers og skaffe store events til byen.
For faktisk har Arena Randers nu fået bedre tribuner, end den oprindelige løsning kunne give, lyder pointen.
Når tribunerne er klar, så kan hallen rumme 2878 siddende gæster, samt godt 24 pladser i hallens to skybokse. Derudover er der godt 500 ståpladser på øverste dæk. Der vil være plads til 5-6.000 stående koncertgæster. Alle stole kan lejes ud for samme billetpris, da alle tribunernes hjørner har drejelige sæder, hvilket betyder at alle kan se, hvad der foregår på halgulvet.
Ny begyndelse
»Vi har en organisation som er slidt. Fire års uvished og alle de ting omkring os, som ikke har fungeret optimalt, det slider på én,« erkender Morten Arnesen.
Til gengæld mener han, at de nye tribuner kommer til at markere en ny begyndelse for Arena Randers. Af flere grunde.
»De nye tribuner skal kunne køres ud på godt to timer, af kun én mand. De forrige skulle vi bruge flere ansatte på og det tog halvandet døgn på at få på plads. Og det var kun den ene vej,« lyder det.
»Alene den tidsbesparelse betyder, at vi både giver kommende arrangører af events og idrætslivet bedre vilkår. For så kan vi afholde et event lørdag aften og få hallen på plads til idræt søndag morgen.«
Han indskyder: »Ikke mindst er det et vigtigt signal for de store arrangører, som vi håber booker arenaen. De vil være sikre på gode forhold. Vi har fået en mobil trappe med i aftalen om de nye tribuner, så vi har nu også adgang til arealerne ovenpå. Det kunne vi ikke før. Men nu kan gæsterne gå direkte op i vores kiosker og det øvre dæk og vi kan tage penge for at udleje det areal til events.«