Randers Kommune har modtaget tæt på 6,2 millioner kroner i støtte fra Villum Fonden til projektet ‘Fra ildsjæl til team’. Projektet skal sikre digital dannelse og teknologiforståelse hos folkeskoleeleverne i Randers.
På de 19 folkeskoler og to specialskoler i Randers Kommune får eleverne snart mulighed for at arbejde endnu mere med teknologi og kreativitet. Midlerne, som Villum Fonden har bevilliget, skal blandt andet bruges til at etablere såkaldte ‘makerspaces’ på de enkelte skoler. Derudover uddannes lærere, som skal varetage undervisningen, under udviklingsprojektet ’Fra ildsjæl til team’.
Det skriver Randers Kommune.
»Vi er meget glade for at modtage bevillingen. Midlerne skal blandt andet bruges til bredere kompetenceudvikling. Det skal sikre kobling til praksis ude på den enkelte skole men også videndeling på tværs af skoler – vi skal gå ildsjæl til team,« siger skolechefen i Randers Kommune, Morten Lyhne i pressemeddelelsen.
Projektet har fokus på elevernes digitale dannelse for at styrke deres færden i den samtid, de lever i, og det, de påvirkes af. Med projektet kan kommunens digitaliseringsstrategi, uddannelsespolitik samt børne- og ungepolitik omsættes til praksis gennem tre centrale indsatser.
Projektet skaber deltagelsesmuligheder for alle elever for at sikre at teknologiforståelse og kreativ tænkning bliver lige tilgængelig for alle. Derudover skal eleverne motiveres gennem autentiske problemstillinger, der giver dem en interesse og lyst til at engagere sig i den teknologiske udvikling.
Med midlerne vil alle skoler på lige vilkår få etableret et fysisk værksted kaldet ‘makerspace’. Det vil blive et praksisfagligt læringsrum, hvor eleverne får nem adgang til at udforske digitale teknologier og arbejde med analoge håndværk.
»I Randers Kommune vil vi gerne sætte fokus på elevernes digitale dannelse. Det er vigtigt, at vi skaber nogle rammer, hvor vi får alle med. Eleverne skal præsenteres for autentiske problemstillinger, som de kan koble med deres hverdag og også den fremtid, de går i møde,« siger Morten Lyhne.
I projektperioden forventes det, at mere end 200 lærere kommer til at gennemgå en kompetenceudvikling i forhold til teknologiforståelse, og at omkring 5.600 elever vil have gavn af projektet.
Villum Fonden bevilger cirka 6,2 millioner kroner til projektet, der løber over en fireårig periode fra 2024 til 2027.
mw