Der er rig mulighed for at komme i julestemning med Randers Kammerorkester, der spiller flere koncerter op til jul.
I slutningen af november og i december spiller Randers Kammerorkester flere julekoncerter i kirker i og omkring Randers, skriver orkesteret i en pressemeddelelse.
Julens sange og melodier står på programmet sammen med musik af blandt andet Mozart, Gluck og Händel. Koncerterne er fulde af julestemning og byder på et øjeblik med fred og ro midt i den travle juletid. Oplev en stemningsfuld koncert sammen med byens orkester med David Riddell på dirigentpodiet.
Koncerterne foregår onsdag 29. november i Spentrup Sognegård, fredag 1. december i Sct. Clemens Kirke, lørdag 2. december i Lem Kirke, lørdag 9. december i Dronningborg Kirke og fredag 15. december i Hornbæk Kirke.
December byder også på de traditionsrige Familiejulekoncerter tirsdag 12. december. Omkring 1.000 elever fra Randers Kommunes 4. klasser synger sammen med Randers Kammerorkester i det store julekor.
Randers Kammerorkester slutter julekoncerterne af med koncerten ’Nordisk jul’ i Sct. Peders Kirke onsdag 20. december. Foruden Randers Kammerorkester medvirker Nordisk Vokalensemble og sopranen Tessa Kiilsholm.
Information om kirkekoncerterne kan findes på kirkernes hjemmesider. Information om de to andre koncerter kan findes på Randers Kammerorkesters hjemmeside.
sra