Grenåvej får kun et spor til midten af december og vejen lukkes helt et par dage i december.

Fra mandag 27. november og frem til midten af december bliver Grenåvej indsnævret på strækningen fra Ørneborgvej til Kristrup Engvej på grund af vejarbejde.

Desuden spærres vejen helt for trafik natten mellem søndag og mandag 3.-4. december. Det fortæller Randers Kommune.

På grund af vejarbejde bliver vejen indsnævret på strækningen fra krydset Ørneborgvej til Kristrup Engvej. Det vil være muligt for bilister at passere arbejdet i begge retninger, men hastighedsgrænsen bliver på 50km/t. Samtidig vil cyklister i retning mod Randers blive ledt over i modsatte side af vejen på den anden cykelsti, der midlertidigt bliver dobbeltrettet på strækningen.

Ny sidevej

Årsagen til indsnævringen er det arbejde, der skal udføres i forbindelse med etableringen af en ny sidevej til Grenåvej. Der skal blandt andet laves svingbaner, fortov og cykelsti til vejen, som bliver den nye adgangsvej til Brødstedlundområdet.

Også Vandmiljø Randers har planer om at udføre arbejde på Grenåvej samme sted, og vil foregå natten mellem søndag og mandag 3.-4. december.

Her skal der graves en ny kloakledning under den nye vejtilslutning til Brødstedlundområdet, og Grenåvej vil derfor være spærret for trafik i begge retninger fra søndag kl. 18.00 til mandag morgen kl. 06.00.

Mens der er spærret vil der være skiltet med omkørsel via Kristrupvej. Busserne på strækningen bliver også omlagt i det berørte tidsrum, så hold øje med midttrafik.dk, hvor ændringerne i køreplanerne vil fremgå.

Når vejen åbnes mandag morgen vil der ikke være asfalt på det sted, hvor vejen har været gravet op og hastigheden vil derfor være sat ned. Ny asfalt vil blive lagt i løbet af mandag formiddag efter myldretidstrafikken.