Østjyllands Politi efterlyser vidner.
Natten til lørdag den 18. november tog en ukendt mand uønsket fysisk kontakt til en 18-årig kvinde, der var på vej hjem fra byen.
Episoden fandt sted kl. 04.45 på Stemannsgade i Randers C omkring krydset ved Trapsgade, hvor den ukendte mand tog fat i kvinden bagfra nær den nordlige side af Via University College – Campus Randers. Kvinden fik efterfølgende skubbet ham væk og løb fra stedet, mens manden forsvandt i nordlig retning.
Den ukendte gerningsmand beskrives som værende mand i ukendt alder af anden etnisk herkomst. Han var omkring 165-170 cm høj og iført sort kasket, sort jakke og sorte bukser.
Østjyllands Politi efterforsker sagen nærmere for at få klarlagt et hændelsesforløb. I den forbindelse efterlyser politiet vidner, der måtte have set eller hørt noget med relevans for sagen.
Oplysninger om den mulige ukendte gerningsmand, der angiveligt har udsat den 18-årige kvinde for blufærdighedskrænkelse og muligvis vold, er særligt brugbare for politiet.
Østjyllands Politi kan kontaktes på telefonnummer 114.