Lørdag 25. november bliver en festdag i Ålum, skriver Ålum og Omegns Beboerforening i en pressemeddelelse.
Her vil hele byen sammen med en række indbudte gæster fra nær og fjern fejre, at det er år 100 år siden, at byens forsamlingshus blev indviet og taget i brug første gang.
Beboerforeningen, som nu driver forsamlingshuset, har forberedt jubilæet gennem flere måneder og blandt andet været i arkiverne og fundet dokumenter og billeder, som udstilles på jubilæumsdagen. Også et særligt bagtæppe, der i flere år dannede kulisse, for det, der foregik på scenen, er fundet frem i dagens anledning.
Til jubilæumsreceptionen vil der blive holdt taler af lokale beboere, som har haft en særlig tilknytning til forsamlingshuset.
»Og vi er sikre på, at lokalerne derefter vil summe af snak og fortællinger om alle de gode oplevelser, huset har været ramme om gennem årene,« siger Ghita Tougaard, formand for Beboerforeningen.
Hun tilføjer, at foreningen serverer både vådt og tørt til dagens gæster, og at der i løbet af eftermiddagen bliver arrangeret rundvisninger i begge husets etager.