Frugtræer på festplads i Gjerlev skal sikre gamle frugtsorter.
Gjerlev Håndværker og Borgerforening har sørget for, at der er blevet plantet frugttræer på den lokale festplads midt i byen. Det er gjort for at tage del i et bevaringsarbejde af gamle danske frugttræer samt for at skabe et område på byens festplads, som på sigt kan blive til stor glæde for byens borgere.
Det fortæller Gjerlev håndværker og borgerforening i en pressemeddelelse.
Der er plantet forskellige sorter af æble- og kirsebærtræer, i alt er der plantet 26 træer. Festpladsen er valgt som et godt sted, da området ligger lige midt i byen på et grønt areal hvor der er offentlig adgang. Det er f.eks. her arrangementer som den årlige byfest og Skt. Hans afholdes, hvilket betyder at der ofte er mange mennesker på pladsen, som er godt når budskabet om en genbank skal spredes og bruges.
»Vi havde et stort område i bunden af vores festplads, som i en lang periode har stået lidt hen. Vi har længe tænkt på hvordan pladsen kunne udnyttes bedst muligt, og da muligheden åbnede sig for et samarbejde med Randers Regnskov, om disse frugttræer, var vi ikke i tvivl om vi gerne ville være med. Projektet er støttet af Nordea Fonden, og ved fælles hjælp er der i Randers Kommune skabt flere genbanker som denne,« lyder det fra Else Mikkelsen, som er bestyrelsesmedlem i Gjerlev Håndværker og Borgerforening.
Ligesom klargøringen af området er træerne også blevet plantet med hjælp fra frivillige kræfter fra byen. Håbet er, at de nye træer kan være med til at skabe et nyt samlingssted og ikke mindst at frugterne fra de nye træer vil skabe glæde og begejstring hos byens borgere langt ind i fremtiden.