Fagbevægelsens Hovedorganisation i Randers har i forbindelse med sit årsmøde afholdt valg til posterne som formand og næstformand i organisationen. Til begge poster blev der tale om genvalg – Leif Plauborg, formand i Randers Lærerforening og Jan Guldmann, næstformand i 3F Randers blev genvalgt som henholdsvis formand og næstformand. Det skriver FH Randers i en pressemeddelelse.
»Vi er glade for den tillid, som der bliver udvist til os og for det store arbejde som organisationerne yder i forhold til at skabe gode rammer for vore medlemmers virke,« siger de to genvalgte.
»I FH Randers arbejder vi på en lang række felter, både i forhold til fagbevægelsens samarbejde med eksterne parter i såvel det private som offentlige, men også internt, hvor vi prioriterer sammenhold og fællesskab højt – for det er to meget vigtige værdier for fagbevægelsen. Værdier vi ser udfoldet i samarbejdet mellem de fagforeninger, der er repræsenteret i byen og i FH Randers,« siger Leif Plauborg.
FH Randers omfatter over 17.000 medlemmer fordelt på mange forskellige fagforeninger og fagområder.