Sahra da Silva mestrer de sjælfulde stemninger, som er kendetegnende for blues- og soulmusikken. Når hun træder frem på scenen, bringer hun et smittende nærvær og en intensitet, der med hendes kæmpestore ”powerhouse” stemme, får blues-hjerterne til at banke i takt, skriver Tante Olga i en pressemeddelelse.
I mere end et årti har Sahra da Silva været en uundgåelig skikkelse på den danske bluesscene og har i den grad markeret sig som en stærk soloartist.
Hun har delt scenen med utallige danske soul- og blueslegender, herunder Mike Andersen og Thorbjørn Risager, og har varmet op for den britiske soulsensation, Joss Stone, og mange flere.
I slutningen af oktober udgav Sahra da Silva sit længe ventede album ”You Let A Good Thing Go”, der roses højt.
17. november kan hun opleves på Tante Olga sammen med sit band, der består af Rune Højmark på guitar, Lasse Storgaard på hammond-orgel, Laust ”Krudtmejer” Nielsen på bas og Jens Stoklund på trommer.
Billetter til koncerten kan købes på tanteolga.dk.