Der skulle tre forsøg til. De fremmødte børn og voksne råbte simpelthen ikke højt nok.
AF CECILIE BISGAARD
Allerede før mørket helt havde sænket sig over midtbyen, begyndte julestemningen at brede sig. Et kor sang engelske julesange – de såkaldte carols.
Kort efter spillede blæseorkestret op med velkendte sange om bjælder, der klinger, en nisse, der hedder Pyrus, og en vis lille banjomus.
Og da det blev rigtigt mørkt over byens tage, kunne man høre musik i det fjerne. Julemanden var på vej.
»Han kommer nu!« lød det fra børnestemmer på hele Rådhustorvet.
For man kan selvfølgelig ikke tænde Randers’ store juletræ uden julemanden.
»En, to, tre!«
Kørende i hestevogn – rensdyrene havde han måttet lade være derhjemme – ankom aftenens hovedperson til menneskemængden.
»Halløj med dig ven. Hej med dig, kravlenisse. Sikke mange hønisser og kravlenisser der er her i dag – og rensdyr, kan jeg se. Det er godt nok et stort juletræ. Jeg skal godt nok have meget hjælp, hvis vi skal tænde det,« sagde manden klædt i rødt på vej til den brandbil, der skulle hjælpe ham op til træets top.
Det tog ham næsten fem minutter at komme fordi de mange mennesker og hen til brandbilen. Men hen til den kom julemanden – og op kom han også.
»Nu tæller jeg til tre, og så råber I ’glædelig jul’ lige så højt, I kan. En, to, tre!«
»Glædelig juuuul!« lød det fra både store og små på Rådhustorvet under julemanden.
Men det hjalp ikke. Træet forblev mørkt. Julemanden forsøgte igen. Denne gang tændte træet kun et kort øjeblik.
»Det var slet ikke nok. Nu suger i alt det luft, I kan, ned i lungerne, og så tæller jeg til tre igen. En, to, tre!«
Denne gang virkede det heldigvis.
Nu er julen for alvor kommet til Randers.
