Indskolingen har udvidet sin skolehave med højbede og et bålsted.
Korshøjskolen i Harridslev har fået etableret en lille skolehave med nogle højbede og et bålsted. Skolehaven er etableret i forbindelse med natur/teknologi-lokalet, hvor der er en stor overdækket terrasse, der gør det muligt at være lidt i læ på de regnvåde lektioner.
Det er blevet muligt på grund af en donation på 10.000 kroner, som Korshøjskolen har fået bevilget fra Nordea Fonden. Midlerne har Rikke Koch-Thomsen, der er lærer på skolen, søgt om, så skolehaven kunne udvides og uderummet bruges som et ekstra undervisningssted. Nogle af pengene er gået til lærketræ til højbede, en frugtkværn og saftpresser.
Med udvidelsen kan indskolingsbørnene få flere opgaver i haven og flere afgrøder, og dermed kan skolehaven bedre implementeres i undervisningen fremover, og uderummet kan bruges som et ekstra undervisningssted.
Forleden havde hele indskolingen fagdag i natur/teknik med fokus på udeskole, og temaet var fra jord til bord. Her blev 0. til 3. klasserne inddelt i seks grupper på tværs af klasser og årgange. Børnene oplevede et til to værksteder i løbet af dagen, og de har efterfølgende i klasserne fortalt om deres værksted for hinanden.
Checken blev overrakt på fagdagen, imens børn og personale arbejdede i værkstederne med at producere mad af skolehavens afgrøder og frugten, som forældrene havde været venlige til at donere.
Vejret var lidt blandet med regn og sol, men iført regntøj gik børn og voksne i gang med højt humør og engagement. Børnene blev præsenteret for at lave blomme-/rabarbermarmelade, rønnebær-kiks, kartoffelsuppe over bål, gulerodsboller og æblemost. Det blev lavet flere højbede til skolehaven, og endelig havde skolen besøg af en gæstelærer, der underviste børnene i pileflet.
»Tiden fløj af sted. Denne dag var der plads til alle, og alle var en del af fællesskabet. Flere børn gav udtryk for, at det var den bedste dag nogensinde. Dagen sluttede med fælles smagsprøver i skolehaven, inden børnene havde fri fra skole. Fagdagen gav børn og personale en god oplevelse i skolehaven i rygsækken, og vi har sammen øvet os i at bruge uderummet. Flere af sådanne dage eller timer vil give børnene en anden måde at lære på samt variation i skoledagen,« lyder det i en pressemeddelelse fra indskolingen på Korshøjskolen.