600 elever fejrede skolen med en ny skolesang, gave til skolen, en kæmpe kagemand og aktiviteter i ægte børnefødselsdag-stil.
Da Kristrup Skole blev grundlagt i 1989, var der god plads til børnene. Det var en rummelig skole med rigeligt plads i de fire klasselokaler.
I dag huser den oprindelige skolebygning 6. årgang, Skibet og Kristrup Bibliotek, og det vidner lidt om skolens størrelse 125 år efter. For på Kristrup Skole er der i dag godt 600 elever fra 0. til 6. klasse både på almenområdet og i specialklasserrækken.
Alle 600 elever mødte i sidste uge op i skolegården for at fejre skolens 125-års-fødselsdag. Det fremgår af en pressemeddelelse.
Det var ikke kun elever, der deltog. Også borgmester Torben Hansen (S), formanden for Skole- og Uddannelsesudvalget, Lise-Lotte Leervad Larsen (S), skolechef Morten Lyhne samt formanden for skolebestyrelsen, Niels Søndergård, og næstformanden, Mette Daubjerg Møller, var mødt op for at være med til at markere den særlige dag.
Tre meter lang kagemand
Fødselsdagsfejringen blev sat i gang af borgmesteren, som holdt en tale, hvor han hyldede eleverne på skolen.
»I bringer liv og glæde til hvert et hjørne af skolen. Jeres smil, latter, nysgerrighed, fantastiske idéer og venskaber – det er det, der gør skolen til et dejligt sted at være. Stort hjerteligt tillykke med fødselsdagen til jer alle – og også stort tillykke til alle os andre, som har en skole med sådan nogle skønne børn, som er gode ved hinanden,« sagde han blandt andet.
Netop det gode sammenhold på skolen var tydeligt repræsenteret gennem hele dagen. Eleverne havde nemlig været med i planlægningen og valgt, at dagen skulle fejres som en klassisk børnefødselsdag, og det betød blandt andet en tre meter lang kagemand, hoppeborge, trylleshow, konkurrencer og mange andre aktiviteter.
Artiklen fortsætter under billedet
Skolen fik sin egen sang
Som en overraskelse havde eleverne lavet en gave til skolen, som blev afsløret af elevrådets formand og næstformand. Gaven bestod af to billeder sammensat af hundredvis af små, kvadratiske tegninger, som de mange elever havde bidraget med.
Eleverne havde i dagens anledning også fået hjælp af skolebestyrelsesmedlem Erling Stegger Toft-Rytter til at skrive en ny skolesang, som alle 600 elever stolt sang i fællesskab.
”Kristrup Skole, det et godt sted at være, det et godt sted at lære,” lyder en af sangens verslinjer.
Tidskapsel en fremtidens børn
Dagens sidste aktivitet var en tidskapsel, hvor skoleleder Anne Marie Vitting Christensen opfordrede eleverne til at lave hilsener, breve og tegninger til fremtidens børn.
»Der er sket meget på skoleområdet på et helt århundrede, som har været med til at forme os og skolen til det, vi er i dag. Og nu har vi sendt en besked til fremtiden, så dem, der skal følge i vores fodspor, kan bære historien med videre. Jeg håber, vi om 25 år får en lige så fantastisk fejring som i dag,« sagde hun.
Og der er en særlig grund til, at hun nævnte fejringen om 25 år. Tidskapslen skal nemlig opbevares, indtil den bliver åbnet ved skolens 150-års-jubilæum.
ceb