Vinderne blev Det Gamle Æggepakkeri, Fladbrohus og Danish Crown.

Der er i år tre vindere af Randers Kommunes Arkitekturpris. Det blev afsløret ved prisoverrækkelsen, der fandt sted i starten af oktober i sognehuset ved Sct. Peders Kirke i Randers. Det skriver Randers Kommune i en pressemeddelelse.

Vinderne er Det Gamle Æggepakkeri, Fladbrohus og Danish Crown ud af et stærkt felt med otte nominerede.

Randers Kommunes Arkitekturpris er blevet uddelt hvert andet år siden 2013 for at anerkende værdien af god arkitektur. I løbet af august havde alle mulighed for at indstille kandidater til Arkitekturpris 2023, og ud af i alt 25 indstillinger var der altså udvalgt otte nominerede til prisen.

Vinderne er denne gang valgt af en dommerkomite bestående af byrådsmedlemmerne Karen Lagoni (S) og Claus Berggren (V), arkitekt og formand for Bevaringsudvalget Birgit Veje Søndergaard samt arkitekterne Julian Weyer og Lars Juel Thiis.

Ved udvælgelsen har dommerne især lagt vægt på bæredygtighed, brug af materialer i høj kvalitet, og at byggerierne er vellykkede eksempler for at fremme god arkitektur.

Vinderne får – ud over æren og den hædrende omtale – et diplom og en plakette til at sætte på bygningen.

Det Gamle Æggepakkeri

I begrundelsen for prisen til Det Gamle Æggepakkeri står der:

»Omdannelsen af det tidligere æggepakkeri til kontormiljø modtager Randers Kommunes arkitekturpris som et fremragende eksempel på, hvilket potentiale der ligger i at genbruge bygninger og bymiljøer på kreativ vis. Der er gennemgående arbejdet med en blanding af bevaring – herunder spor og elementer af bygningens tidligere anvendelser, lavpraktisk genbrug og upcycling af senere tilføjede apteringer og overflader – og få velvalgte nye elementer og materialer.

Ved at afdække de oprindelige konstruktioner og lade sporene efter bygningens historie være synlige i for eksempel gulve og vægge får de nye arbejdspladser en særlig stemning og karakter, som viser hvor værdiskabende genbrug kan være – fra det fine gårdmiljø ved indgangen med porte, læsseramper og udhæng til de individuelle lejemål, hvor selv tarvelige eksisterende gulve og lofter har fået nyt liv i en helhed der virker indbydende og kvalitetsfyldt.«

Fladbrohuset er en privat villa, der er blevet renoveret. Pressefoto

Fladbrohus

For Fladbrohus står der i begrundelsen:

»Enfamiliehuset i Stevnstrup præmieres for den forbilledlige ombygning af en villa fra 1964, der oprindeligt er tegnet af Niels Blinkenberg.

Med få strategiske indgreb er huset blevet moderniseret og energioptimeret, og de oprindelige arkitektoniske værdier er blevet videreført. Hvor huset tidligere fremstod lukket om sig selv på en bar mark, er det nu omgivet af en grøn ramme af skov, så huset er blevet åbnet mod landskabet, og der er tilført mere lys, luft og kig ud mod omgivelserne.

Den gamle materialeholdning er, så vidt det var muligt, fastholdt, og nye materialer understøtter de eksisterende. Ombygningen illustrerer, hvor givende det har været, at både bygherre og arkitekt har været ambitiøse, har fastholdt 60’ernes historie i form og materialer og har udnyttet potentialet og dermed bragt huset overbevisende ind i fremtiden.«

Danish Crowns nye hovedsæde. Pressefoto

Danish Crown

Begrundelsen for, at Danish Crown modtager prisen, lyder:

»Danish Crown modtager Randers Kommunes arkitekturpris for deres nye domicil som et kvalitetsbetonet eksempel på, hvordan man bygger nyt på bar mark og samtidig kobler sig fint til det eksisterende byggeri på grunden.

Tre kontorbygninger ligger som en vifte og optager det faldende terræn og skaber samtidig et imponerende indre glasoverdækket atrium, der kobler bygningerne sammen til en helhed. Atriet møbleres med gangbroer og trapper, og terrænet ses i den flotte amfiteatralske opbygning. Og på de nedre niveauer udstilles – som butikker på torvet – virksomhedens produkter i det oplevelsesrige atrium.

Alle bygningsdetaljer er omhyggeligt gennemarbejdede, materialerne er langtidsholdbare, og farver og wayfinding har et godt indbyrdes samspil. Det store lyse atrium skaber samlet et godt arbejdsmiljø og har flotte kig ind mod Randers med levende marker i forgrunden.

Domicilet fortæller på fornem vis om en ambitiøs bygherre og et godt samarbejde med rådgiverne.«