Han bliver – igen – fremstillet i grundlovsforhør.
Af Jørgen Rosengren, Lokalavisen.dk
Han blev anholdt og sigtet tilbage i september – for at blive sluppet på fri fod.
Nu er han igen anholdt – og blev torsdag fremstillet i grundlovsforhør. Her blev han fængslet i yderligere fire uger.
Det skriver Østjyllands Politi i sin døgnrapport.
Han er sigtet for besiddelse af skydevåben under skærpende omstændigheder ved at have været i besiddelse af en pistol, en riffel og et større antal patroner, som politiet fandt på en adresse i Langå-området den 20. september.
Den 21-årige blev på det tidspunkt anholdt sammen med en 24-årig mand, og begge blev fremstillet i grundlovsforhør.
Her valgte retten at varetægtsfængsle den 24-årige, mens den 21-årige blev løsladt.
Nye oplysninger
Siden er der kommet nye oplysninger frem under politiets efterforskning, og samtidigt er den 21-årige mistænkt for at stå bag flere øvrige strafbare forhold.
Blandt andet er han sigtet for den 30. september at have truet, afpresset og begået vold mod en anden mand ud for en adresse i Langå.
»Anklagemyndigheden anmodede om lukkede døre, og Østjyllands Politi ønsker derfor p.t. ikke at oplyse yderligere detaljer om sagen,« skriver politiet.
Denne gang lykkedes det at overbevise dommeren om at varetægtsfængsle ham i fire uger. Han kærede ikke kendelsen til landsretten, men nægter sig skyldig, oplyser politiet på det sociale medie X.
Anklagemyndigheden har anmodet om lukkede døre ved begge grundlovsforhør. Østjyllands Politi ønsker derfor i øjeblikket ikke at oplyse yderligere detaljer om sagen.
Hvis den 21-årige ender med at blive tiltalt og kendt skyldig i besiddelse af skydevåben under skærpende omstændigheder, vil de blive straffet med mindst to års fængsel. Som en af få bestemmelser i dansk straffelovgivning indeholder Straffelovens § 192a en minimumsstraf, som altså er på to år.