No.17 – Huset for bæredygtig handling – åbner officielt tirsdag 10. oktober.
I Slotsgade i Randers har det rumsteret siden sommerferien, hvor elever fra FGU Østjylland som led i deres uddannelse har udsmykket lokalerne. Daniel Madié (K), der er formand for Bæredygtighedsudvalget i Randers Kommune, glæder sig over, at det nye sted nu er klar til at åbne. Det fremgår af en pressemeddelelse.
»Projektet her er noget helt nyt for både os og borgerne. Derfor er vi selvfølgelig også spændte, men allerede inden åbningen har vi oplevet stor interesse og opbakning. Jeg tror, det kan være svært for mange at gennemskue, hvordan de kan bidrage til den grønne omstilling. I No. 17 kan man blive klogere på, hvordan man i husholdningen, haven og dagligdagen kan gøre en forskel. No. 17 skal være et samlingspunkt for alle, der interesserer sig for den grønne omstilling og bæredygtig udvikling,« siger han.
Det er kommunen, der står bag No. 17, og det er ifølge Daniel Madié et projekt, hvor samarbejde med borgere, virksomheder og foreninger står i centrum.
»Det handler om at bringe kommunen og bæredygtigheden tættere på borgere, foreninger og virksomheder. Vi har nogle meget ambitiøse mål for hele Randers Kommune, og dem kan hverken kommune eller virksomheder nå alene. Derfor er partnerskaber og viljen til at handle sammen afgørende, og det er det, vi skal sætte skub i med No. 17,« siger han.
Nye veje
No. 17 er et treårigt pilotprojekt, hvor der skal være plads til, at alle kan være med til at skabe det bæredygtighedshus, de har brug for. Derfor er der heller ikke en fast plan for, hvad indholdet bliver alle tre år, forklarer Maria Hulvej, der er projektleder for No. 17. Hun har dog en klar opfordring:
»Alle, der har lyst til at høre mere eller være en del af stedet, skal bare komme forbi. Der er allerede god opbakning og mange spændende samarbejdspartnere, der har meldt sig på banen, og huset kommer til at være under udvikling hele tiden.«
Indtoget i det tidligere butikslokale giver mulighed for, at den viden, som kommunens forvaltninger har om klima, social bæredygtighed, biodiversitet og så videre, kan komme i spil på nye måder.
»Vi har åbne facader, masser af forbipasserende og gode faciliteter til at holde møder og at blive inspireret. Der er byttebiks, reparationsværksted og loungeområde. Og så kommer der alle de ting, som foreninger, virksomheder og frivillige sætter i gang hernede. Det bliver en helt anden måde at møde og skabe noget sammen med kommunen, og det kan vi mærke, at mange glæder sig til,« siger hun.