Selv den folkeskole, der har det højeste karaktergennemsnit, formår kun at slå en enkelt af privatskolerne. På en af privatskolerne har næsten en tredjedel af eleverne et gennemsnit over 10.

AF CECILIE BISGAARD

6,9. Det har eleverne i Randers Kommune, der gik ud af 9. klasse på en kommunal skole før sommerferien, i gennemsnit fået i karakter ved deres obligatoriske prøver til deres afsluttende eksamen. Det viser nye tal, der er blevet offentliggjort af Børne- og Undervisningsministeriet.

Det er et stykke under det nationale gennemsnit, der ligger på 7,4. Faktisk ligger Randers under landsgennemsnittet, når det kommer til karakterer i både dansk, engelsk, matematik, naturfag, historie, idræt, samfundsfag og tysk. Det eneste fag, hvor eleverne klarer sig bedre end landsgennemsnittet er i kristendomskundskab. Her har eleverne i Randers fået et gennemsnit på 8,5. På landsplan ligger gennemsnittet for elever, der har været til eksamen i det fag, på 7,8.

Artiklen fortsætter under faktaboksen

FAKTA: Karaktergennemsnit i de enkelte fag

På landsplan:
Dansk: 7,1
Engelsk: 8,3
Matematik: 6,5
Naturfag: 7,3
Historie: 7,8
Idræt: 7,6
Kristendomskundskab: 7,8
Samfundsfag: 7,9
Tysk skriftlig: 7,0
Tysk mundtlig: 5,7

Randers Kommune:
Dansk: 6,8
Engelsk: 8,0
Matematik: 6,0
Naturfag: 6,6
Historie: 7,4
Idræt: 6,9
Kristendomskundskab: 8,5
Samfundsfag: 7,0
Tysk skriftlig: 6,8
Tysk mundtlig: 3,9

Kilde: Børne- og Undervisningsministeriet

Gennemsnittet på 6,9 giver lige akkurat Randers en placering blandt den fjerdel af landets kommuner, der har de laveste gennemsnit. Af vores nabokommuner er det kun Norddjurs Kommune, der har et lavere gennemsnit for elever i folkeskolen.

Artiklen fortsætter under faktaboksen

FAKTA: Randers og naboerne

Norddjurs Kommune: 6,4
Randers Kommune: 6,9
Viborg Kommune 7,2
Mariagerfjord Kommune: 7,3
Syddjurs Kommune: 7,3
Favrskov Kommune: 7,6

Kilde: Børne- og Undervisningsministeriet

Randers’ elever på kommunale skoler ligger også under landsgennemsnittet, når det kommer til andelen af elever, der har et gennemsnit på 10,0 eller derover. På landsplan får 15,9 procent af alle elever i 9. klasse et gennemsnit på 10,0 eller mere. I Randers er andelen af elever 13,5 procent.

Og lokalt er der også en større andel af elever, der ikke opnår mindst 02 i dansk og matematik. På landsplan får 10,2 procent af eleverne i 9. klasse ikke 02 i dansk og matematik. I Randers er andelen 15,7 procent blandt 9. klasse-eleverne i folkeskolen.

Bedre på privatskolerne

Ser man generelt på tallene, kan man konkludere, at eleverne i 9. klasser på fri- og privatskoler klarede sig bedre til deres eksamener. Privatskoleeleverne i Randers Kommune fik et gennemsnit på 7,9 ved deres obligatoriske prøver.

Den folkeskole, der fik det højeste karaktergennemsnit i de obligatoriske prøver, var Tirsdalens Skole. Her lå snittet fra eksamenerne før sommerferien på 7,5. Den eneste privat- eller friskole, der fik et lavere gennemsnit end det, var Randers Friskole, hvor karaktergennemsnittet var 7,2 – hvilket stadig er højere end otte af de tolv folkeskoler i Randers Kommune, der har 9. klasser.

Artiklen fortsætter under faktaboksen

FAKTA: Karaktergennemsnit ved obligatoriske prøver til 9. klassernes eksamen 2023

Folkeskoler:
Assentoftskolen: 7,0
Blicherskolen: 6,3
Fårup Skole: 7,4
Grønhøjskolen: 6,4
Hornbæk Skole: 6,9
Korshøjskolen: 6,7
Langå Skole: 7,2
Munkholmskolen: 7,4
Nørrevangskolen: 6,6
Rismølleskolen: 6,5
Tirsdalens Skole: 7,5
Vestervangsskolen: 6,8
Gennemsnit: 6,9

Fri- og privatskoler:
C. la Cours Skole: 7,7
Forberedelsesskolen: 8,6
Randers Friskole: 7,2
Randers Lille Skole: 8,1
Randers Realskole: 7,8
Romalt Friskole: 8,1
Gennemsnit: 7,9


Karaktererne for elever i specialklasser er ikke talt med.
Kilde: Børne- og Undervisningsministeriet

Den skole, hvor 9. klasserne fik det højeste karaktergennemsnit inden sommerferien, er Forberedelsesskolen. Her fik eleverne i gennemsnit 8,6 i karakter ved de obligatoriske prøver til deres eksamener. Sidste år lå samme skole også i toppen af listen.

»Vi punker ikke på nogen, hvis det ikke går så godt. Bare vi ved, at de gør det så godt, de kan. Vi har nogle utroligt engagerede og dygtige lærere, som tager deres arbejde med eleverne alvorligt. Vi har en god kultur – en respektfyldt kultur – mellem elever og lærere. Vi har en god omgangstone, for eleverne skal turde vise, hvad de ikke kan,« sagde skoleleder Berit Steen Thomassen dengang til Din Avis.

Andre karakter-pointer

– På Rismølleskolen og Nørrevangsskolen var der lidt mindre end en tredjedel af eleverne, der ikke opnåede mindst 02 i dansk og matematik – de højeste andele i Randers Kommune.

– På Grønhøjskolen i Øster Tørslev fik ingen af eleverne et karaktergennemsnit på 10 eller derover ved deres obligatoriske prøver. Til gengæld var der kun 2,7 procent af eleverne, der ikke fik mindst 02 i dansk og matematik. På Randers Friskole fik heller ingen af eleverne et karaktergennemsnit på 10 eller derover. Til gengæld var der her 8,3 procent af eleverne, der ikke fik mindst 02 i dansk og matematik.

– På Randers Lille Skole og Romalt Friskole fik alle eleverne mindst 02 i både dansk og matematik.

Artiklen fortsætter under faktaboksen

FAKTA: Andelen af elever, der ikke fik mindst 02 i dansk og matematik

Folkeskoler:
Assentoftskolen: 8,2 procent
Blicherskolen: 9,5 procent
Fårup Skole: 6,3 procent
Grønhøjskolen: 2,7 procent
Hornbæk Skole: 9,3 procent
Korshøjskolen: 14,3 procent
Langå Skole: 4,9 procent
Munkholmskolen: 14,7 procent
Nørrevangskolen: 30,2 procent
Rismølleskolen: 28,1 procent
Tirsdalens Skole: 9,10 procent
Vestervangsskolen: 17,3 procent

Fri- og privatskoler:
C. la Cours Skole: 2,4 procent
Forberedelsesskolen: 2,1 procent
Randers Friskole: 8,3 procent
Randers Lille Skole: 0,0 procent
Randers Realskole: 1,8 procent
Romalt Friskole: 0,0 procent

Kilde: Børne- og Undervisningsministeriet

– På C. la Cours Skole, Forberedelsesskolen, Randers Friskole, Randers Lille Skole, Romalt Friskole og Fårup Skole (som den eneste kommunale skole) har ingen elever fået et karaktergennemsnit under 4 ved deres obligatoriske prøver.

– Blandt skolerne i Randers Kommune har Forberedelsesskolen det højeste gennemsnit ved danskeksamen. De fik et gennemsnit på 8,9. Det højeste gennemsnit i engelsk tilhører Romalt Friskole. De fik i gennemsnit 9 til eksamen. Når det kommer til matematik, fik eleverne på Forberedelsesskolen igen det højeste gennemsnit. Det lå på 8,3.

– Forberedelsesskolen er også den skole, hvor flest elever fik et karaktergennemsnit på minimum 10. Det opnåede 31,1 procent af eleverne. På anden pladsen kommer Fårup Skole med 28,6 procent, og på tredjepladsen kommer Munkholmskolen i Stevnstrup med 22,6 procent.

– På fem ud af seks privatskoler har ingen elever fået et karaktergennemsnit på under 4 ved deres obligatoriske prøver. På den sidste privat skole, Randers Realskole, har 1,8 procent af eleverne i 9. klasse fået et gennemsnit mellem 2 og 4.

FAKTA: Andelen af elever med et karaktergennemsnit på 10 eller mere

Folkeskoler:
Assentoftskolen: 15,3 procent
Blicherskolen: 9,8 procent
Fårup Skole: 28,6 procent
Grønhøjskolen: 0,0 procent
Hornbæk Skole: 14,3 procent
Korshøjskolen: 11,5 procent
Langå Skole: 14,6 procent
Munkholmskolen: 22,6 procent
Nørrevangskolen: 9,3 procent
Rismølleskolen: 8,2 procent
Tirsdalens Skole: 17,1 procent
Vestervangsskolen: 11,1 procent

Fri- og privatskoler:
C. la Cours Skole: 14,3 procent
Forberedelsesskolen: 31,1 procent
Randers Friskole: 0,0 procent
Randers Lille Skole: 16,7 procent
Randers Realskole: 16,5 procent
Romalt Friskole: 21,4 procent

Kilde: Børne- og Undervisningsministeriet