Det er en bred erfaring, som Munkholmskolens nye leder, Lars Adamsen har med sig til skolen i Stenstrup. Han tiltræder 1. oktober eller snarest derefter.
Lars Adamsen er 44 år og uddannet lærer. Han kommer med syv års erfaring som lærer fra Blicherskolen. Fra 2015 har Lars været leder, blandt andet pædagogisk leder i indskolingen på Skæring Skole i Aarhus Kommune, inden han i 2017 vendte tilbage til Randers Kommune som viceskoleleder på Tirsdalens Skole. Sideløbende har han uddannet sig i offentlig ledelse.
»Munkholmskolen er kendt for sin høje faglighed og evne til at skabe de bedst mulige rammer for elevernes læring og udvikling. Jeg glæder mig meget til at starte og deler fuldt ud skolens vision om at skabe et inkluderende læringsmiljø, hvor man tager afsæt i den enkelte barns styrker og potentialer og hvor forskellighed ses som en ressource,« siger Lars Adamsen, der lægger vægt på at ledelse handler om både at inddrage medarbejdere og bestyrelse, ligesom det handler om at være lydhør og samtidig holde fast i retningen.
Privat bor Lars Adamsen i Hornbæk, han er gift med Lotte, der er pædagog. Sammen har de to børn. I fritiden dyrker Lars forskellige former for idræt, ligesom han spiller musik i forskellige sammenhænge.