Bilbutikken i Grenaa og i Randers får nye ejere til nytår.
Søren Andersen, GrenaaBladet
Det startede med en stribe opkøb af Toyota-bilbutikker i det nordjyske – og nu rykker MTH Biler, der har base i Nykøbing Mors også ind i det midtjyske, hvor man fra nytår overtager Bilbutikken A/S og dets aktiviteter i Randers og Grenaa. Til den tid vil selskabet stå for driften af otte Toyota-forhandlere.
Bilbranchen har gennemgået betydelige ændringer i de seneste år, hvilke sætter nye krav og standarder for de enkelte bilforhandlere. Disse bliver ikke mindre de kommende år.
Som konsekvens af fremtidens udfordringer, vil MTH sikre sig fortsat at være i førertrøjen og leve op til fremtidens udfordringer som Toyota-forhandler i det jyske.
Bilbutikken A/S ejes af Peter Eriksen, Lars Skipper, Martin Færch og Claus Gadegaard. Ejerne vil fortsat være ansat, og således have deres daglige gang i forretningen, med undtagelse af Peter Eriksen, som har besluttet sig for at træde ud. Peter Eriksen vil dog stille sin arbejdskraft til rådighed i en overgangsperiode.
Styrker positionen
»Overtagelsen af Bilbutikken A/S understreger vores engagement i at styrke vores position på det jyske bilmarked og tilbyde vores kunder den bedst mulige service samt bestræbe os på fortsat at være den bedste arbejdsplads i vores lokalområder, med et godt arbejdsmiljø og gode udviklingsmuligheder for vores dygtige medarbejdere. Ved at kombinere ressourcerne og ekspertisen fra begge virksomheder, ser vi frem til at skabe en endnu stærkere platform for Toyota Danmark. Med denne udvidelse vil MTH ikke blot øge sit fodaftryk, men også udvide sin kundebase og forbedre den overordnede serviceoplevelse for vores trofaste Toyotakunder. Vi er taknemlige og ydmyge over at vi har fået denne mulighed med Bilbutikken og vi ser frem til at byde vores nye kunder og medarbejdere velkommen i MTH. Vi vil fortsat bestræbe os på at stå stærkt lokalt, og være en vigtig Toyota-forhandler i fremtiden,« siger Kasper Kristensen, administrerende direktør i MTH Biler A/S i en pressemeddelelse.
I den siger Peter Eriksen: »Vi er begejstrede for denne mulighed for at blive en del af MTH Biler A/S. Forhandlingerne som startede i foråret, og tog fart hen over sommeren, har gået godt, og forholdene er afklaret i ro og mag. Den store tillid der har været parterne i mellem, har afspejlet sig i det endelige resultat. For os som ejere af Bilbutikken A/S har det haft stor betydning, at skulle vi afhænde virksomheden, skulle det være til nogen, der deler samme værdier som os, og som vil drive vores forretninger i henholdsvis Randers og Grenaa videre i samme ånd. Det føler vi at vi har opnået med denne aftale. Vi er overbeviste om, at vores kombinerede styrker vil bringe værdi til vores kunder og medarbejdere, og samtidig bidrage positivt til den fortsatte udvikling af Toyota-brandet i Danmark.
Sikrer eksistensen
Både aktionærer og ledelse i MTH Biler A/S forventer, at sammenlægningen vil styrke og sikre selskabets eksistens i fremtiden.
»Købet markerer en vigtig milepæl for MTH Biler A/S, i vores transformation fra traditionel bilforhandler til mobilitetsfirma. Vi er bevidste om de værdifulde bidrag, som hver medarbejder i Bilbutikken A/S bringer med sig, og vi ser frem til at integrere dem i vores team. Vores kunder forbliver i hjertet af alt, hvad vi gør, og med denne sammenslutning er vi endnu bedre rustet til at imødekomme deres behov og forventninger. Sammen vil vi fortsætte vores rejse med at forme fremtiden,« siger Bjarki Mohr, bestyrelsesformand i MTH A/S.
MTH Biler A/S vil efter overtagelsen beskæftige omkring 150 kompetente medarbejdere, og bestå af lokale Toyota-forhandlere i Nykøbing Mors, Løgstør, Thisted, Brovst, Aars, Hadsund, Randers og Grenaa.
MTH Biler startede som en sammenlægning af de lokale Toyota-forhandlere i Thisted og Nykøbing Mors i 2009. Sidenhen udvidede MTH i 2019 med tre afdelinger i Brovst, Løgstør og Aars.