»Jeg har ofte spurgt en gruppe, om jeg måtte sætte mig ved dem. Selvom jeg aldrig har fået et nej, så blev jeg ikke nødvendigvis en del af samtalen.« Margret Knue fortæller, hvordan hun langsomt blev en del af flere fællesskaber i Randers.
Af: Marie Have Qvist, Journalist og SoMe-ansvarlig Randers Bibliotek
»Når man hverken har arbejde eller mindre børn, så bliver det pludselig udfordrende at skabe nye relationer. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvem der ville besøge mig, hvis jeg blev syg. Og om jeg virkelig var nødt til at køre til Thy, hvis jeg fik brug for en dybere snak med en ven,« husker Margret Knue.
Hun flyttede til Randers i sit livs sensommer, hvor hun blev efterlønner og det blev muligt for hende at følge sit hjerte og flytte sammen med sin kæreste.
Hun forelskede sig i byen og naturen med Gudenåen i centrum, og hun gjorde flittigt brug af byens mange kulturelle tilbud. Men ønsket om at blive en del af et fællesskab tog lang tid at få opfyldt.
Fakta om tilflytning
- I løbet af et år flytter 800-950.000 mennesker bopæl i Danmark, og ud af disse flytter cirka en tredjedel til en ny kommune.
- I de forløbne fem år er cirka 21.000 mennesker flyttet til Randers Kommune. Det giver i gennemsnit godt 4.000 personer om året eller cirka 350 personer om måneden, der skal skabe sig et netværk i Randers – enten som barn, voksen eller i seniortilværelsen.
Kilde: Danmarks Statistik
70-årige Margret Knue følte en genkendelsens glæde, da hun for første gang besøgte Randers for snart 10 år siden. Middelalderbyen med floden, bifloderne, broerne og de grønne områder mindede om hendes fødeby, den charmerende by Meppen i Nordtyskland. Margret har dog boet det meste af sit liv i Thy, og Randers kom først på tale, da hun mødte Erling.
»Mit første indtryk var, at Randers var meget grøn. Vi gik ture i Doktorparken og tilbragte meget tid i kolonihaven ved Gudenåen. Jeg var vild med ’flodbyfornemmelsen’, som jeg kender den fra min barndoms by,« fortæller Margret Knue.
Margrets tre børn havde allerede forladt hjemegnen til fordel for København, Aarhus og Silkeborg, og de fire børnebørn kom hun også tættere på ved at skifte det vestjyske klima ud med det kronjyske. Margret har derfor masser at tage sig til og er ofte på farten mellem Randers og familien, men alligevel ønskede hun at blive en del af et fællesskab i sin egen by.
Må jeg sætte mig her?
Randers er rig på tilbud om arrangementer, aktiviteter og fællesskaber, og Margret Knue begyndte derfor hurtigt at dyrke sine interesser for blandt andet sang, musik og litteratur. Hun gik til koncerter, foredrag, fællessang og bogcaféer, men i lang tid fik hun ikke mere end oplevelsen med hjem.
»Man er kun én blandt mange, og det falder ikke naturligt, at man falder i snak med nogen. Mange kender hinanden i forvejen, og det kan være svært at se udefra, om der er plads til en ekstra i fællesskabet,« fortæller Margret Knue og uddyber:
»Jeg har ofte spurgt en gruppe, om jeg måtte sætte mig ved dem. Selvom jeg aldrig har fået et nej, så blev jeg ikke nødvendigvis en del af samtalen.«
Margret fik dog en masse gode oplevelser med på vejen. Hun startede til kor og mødte nogle dejlige kvinder, som hun fik en kop kaffe og en god snak med efter sangtimen. Men det udviklede sig ikke umiddelbart til venskaber, og følelsen af at mangle et fællesskab var der stadig.
Spirende venskaber i Fladbro Skov
Gennembruddet kom for Margret, da hun deltog i Natur- og Litteraturtræning med Randers Bibliotek. Det foregik i Fladbro Skov, hvor deltagerne fik rørt både kroppen og de små grå med et udvalg af træningsøvelser og litteratur.
»Vi blev ofte sat sammen to og to til at vende forskellige emner. Det var ikke personlige ting, vi diskuterede, men alligevel lærte man hinanden lidt at kende på den måde. Det skabte noget genkendelse, når man mødtes igen næste gang, og gav grundlag for videre samtale,« fortæller Margret Knue.
Sådan mødte Margret og Ellen hinanden. Ellen inviterede Margret med til en yogatime, hvor hun selv var yogainstruktør. Der mødte hun Birgitte, som hun kendte i forvejen fra kor, og pludselig begyndte fællesskabet at forme sig omkring Margret.
»Hej gjorde mig glad«
Nogle gange er det de små ting, der gør en forskel for mennesker omkring os.
»Jeg kan stadig huske, da jeg en dag var ude at handle, og nogen pludselig råbte ’Hej Margret’ gennem butikken. Det gjorde mig så glad. Generelt betyder det meget, at man bliver mødt med smil og genkendelse,« mener Margret Knue.
Hun opfordrer desuden folk til at være åbne og spørgende – og generelt interessere sig for mennesker, der giver udtryk for, at de gerne vil være med i fællesskabet.
»Jeg skal også selv være opmærksom på det nu, hvor jeg ofte sidder i en gruppe og snakker med dem, jeg kender, forud for et arrangement eller andet. Samtidig er det også vigtigt, at man selv gør en aktiv indsats, hvis man gerne vil være en del af et fællesskab – for eksempel som tilflytter,« siger Margret Knue og tilføjer:
»Det er lige meget, om man kan lide at læse bøger, spille musik eller samle svampe. Når man er sammen om et fælles tredje, så kan det give rigtig meget. Og i Randers er der så mange spændende fællesskaber drevet af ildsjæle som for eksempel de medarbejdere, jeg har mødt på Randers Bibliotek.«
