Af Marc Perera Christensen, regional underdirektør i Dansk Erhverv, og Carl Andersen, skattepolitisk konsulent i Dansk Erhverv
Dækningsafgiften er en ekstra grundskyldsbeskatning på erhvervslivet, som kun 33 ud af landets 98 kommuner fortsat opkræver.
Randers er én ud af kun seks kommuner vest for Storebælt, som opkræver dækningsafgift. Ifølge en ny opgørelse fra Dansk Erhverv vil virksomhederne i Kolding Kommune forventes at skulle betale 15 millioner kroner hvert år i dækningsafgift i 2024. Dette udgør en betydelig omkostningsbyrde for virksomhederne, der skaber liv, vækst og arbejdspladser.
Men det stopper ikke her. Ud over selve afgiften er der andre presserende udfordringer. Faktisk er det yderst usikkert, hvad virksomhederne reelt skal betale i dækningsafgift. I 2021 blev beskatningsgrundlaget omlagt og provenuet hævet med 30 procent. Som følge heraf blev der indført nye kommunale dækningsafgiftssatser, som kun må nedsættes frem mod 2029.
På grund af manglende nye ejendomsvurderinger på erhvervsejendomme har virksomhederne siden 2022 betalt skat på aconto, hvilket senere vil blive efterreguleret, når de nye vurderinger kommer. Acontobetalingerne er mindst det samme som det, virksomhederne betalte før omlægningen, og maksimalt 30 procent mere. Der er dog intet, som forhindrer, at virksomhederne reelt kan ende med at betale markant mere – eller mindre – i dækningsafgift. Alt afhænger af den endelige ejendomsvurdering.
Denne usikkerhed kan føre til store pludselige efterreguleringer og år med for høje – eller lave – skattebetalinger. Skattemyndighederne har skubbet deadline flere gange, men det nye lys for enden af tunnelen er udgangen af 2025. Det betyder minimum fire år med beskatning i blinde, hvilket er helt uacceptabelt.
Faktisk viser data allerede nu, at provenuet i 2022 er nogenlunde det samme som i 2021, hvorfor den bundende skatteregning på de 30 procent i merprovenu fortsat er uopkrævet hos langt de fleste virksomheder. Dette forværrer den økonomiske usikkerhed for de mange dygtige erhvervsdrivende.
I Randers Kommune førte omlægningen til en forhøjelse af dækningsafgiften fra 3,5 promille til 6,2 promille. Det betyder, at en virksomhed, der tidligere betalte 3.500 kroner i dækningsafgift, nu betaler alt mellem 3.500 kroner og 4.550 kroner i aconto-beskatning. Grundpriserne forventes at stige med 101 procent i gennemsnit i Randers Kommune.
For at reducere usikkerheden for erhvervslivet anbefaler Dansk Erhverv som minimum, at kommunalpolitikerne reducerer afgiften med 30 procent til 4,34 promille. Dette vil begrænse usikkerheden, da den indregnede stigning i merprovenu således droppes, før pengene indgår i de kommunale budgetter. Derfor opfordres ansvarlige politikere allerede nu til at komme på forkant og lægge en plan for lavere dækningsafgift og højere økonomisk sikkerhed for virksomhederne i Randers.