Thorkild Mikkelsen fra Randers har vundet to olympiske guldmedaljer i bordtennis til Special Olympics 2023.
7.000 sportsudøvere mødtes i sommer til Special Olympics 2023, der er et internationalt sportsevent for mennesker med intellektuelle handicaps.
Blandt de allerbedste bordtennisspillere var 40-årige Thorkild Mikkelsen fra Randers, der lykkedes med at vinde guld i både single og mix double. Derfor blev han inviteret af borgmesteren til hædring på Det Gamle Rådhus i slutningen af august.
»Det er en meget flot præstation, og jeg er særligt imponeret af, at han besejrede en dygtig kineser i finalen. Men hvis en skulle gøre det, så skulle det være den danske ’Bat-man’, som nogen kalder ham. Tænk sig, at vi har en vinder af Special Olympics, der kommer fra Randers. Det er fantastisk, vi er stolte,« siger Torben Hansen (S) i en pressemeddelelse.
Vil afsted igen
Til turneringen spillede Thorkild Mikkelsen i alt 18 kampe på de ti dage, turneringen varede, og han tabte ikke et eneste sæt.
Han er helt klar på at repræsentere Danmark og Randers igen.
»Jeg vil meget gerne med til næste Special Olympics i Argentina, så jeg håber, jeg kvalificerer mig,« siger han.
Thorkild Mikkelsen begyndte til bordtennis som 15-årig og har spillet i 25 år. I dag spiller han bordtennis i Randers Bordtennis.