På Nørrevangsskolen kæmper man stadig med regnvand, der trænger ind i nogle af klasseværelserne. Der er sat penge af til reparationer på skolen – men ikke af taget.
AF CECILIE BISGAARD
Et klasselokale, der sejlede i vand.
Det var det, som personalet på Nørrevangsskolen mødte ind til efter det kraftige regnvejr, som vi havde i starten af august. Det er ikke noget nyt, at der kommer vand ind. Sådan har det været længe. Det skrev Din Avis om tilbage i april.
Men denne gang var vandmængden »ekstrem«. Det fortæller skolebestyrelsesformanden på Nørrevangsskolen, Jan Rasmussen.
»Jeg har set billeder af det, og der var meget vand. Lad os bare sige det sådan,« siger han blandt andet.
Det har dryppet ind i lokalet tidligere, men det er først nu, at en større vandmængde er trængt ind.
»Nu er det blevet så slemt, at kommunen har gjort noget ved det. Klasselokalet har været lukket de sidste 14 dage, selvom der har været skolestart,« siger han.
Frygter skimmelsvamp
Da Din Avis i april talte med skolebestyrelsen, var det tydeligt, at der var flere ting på Nørrevangsskolen, der trængte til en kærlig hånd.
Der var frostsprængte fuger i murværket, rådne træværk og hul ind til isoleringen. Loftet over 0. klassernes garderober bar tydelige præg af det vand, der trængte ind der. Man var blandt andet nødt til at sætte kasser over garderoberne, fordi der dagligt drysser skidt ned fra loftet.
Alt det er der indtil videre ikke gjort noget ved. Og de andre steder, hvor det også drypper ind, når det regner kraftigt udenfor, er der heller ikke blevet repareret på, fortæller Jan Rasmussen.
»Der var et akut problem, og det har de gjort noget ved. Men de har ikke gjort noget ved de andre ting,« siger han og fortsætter:
»Vi frygter det, vi ikke kan se. Der kan være skimmelsvamp på skolen nu, og vi kan ikke vide det.«
Penge til mur og rør
Politikerne i byrådet har allerede sat 810.964 kroner af, som skal bruges på renovering af Nørrevangsskolen. Knap halvdelen af pengene skal bruges på at renovere svømmehallen, der har været lukket siden juli 2019 på grund af en vandskade. Og så er der sat 400.000 kroner af til først at renovere fuger omkring skolens vinduer og udskiftning af zink.
»Efterfølgende bliver murværk, nedløbsrør og sternbeklædning gennemgået og istandsat. Det bliver en etapeopdelt istandsættelse,« oplyser Inge Saugbjerg, der er sektionsleder for Randers Kommunes Ejendomservices Bygnings- og Fællesadministration, som Team Vedligehold hører under.
Artiklen fortsætter under faktaboksen
FAKTA: Renovering af Nørrevangsskolen
Aluhjørner: 12.000 kroner
Døre: 13.500 kroner
Skoletoiletter: 18.000 kroner
Renovering af taget på svømmehallen: 190.964 kroner
Renovering af omklædningsrum: 175.000 kroner
Sternbeklædning, nedløb, vinduer og mur: 400.000 kroner
Andet: 1.500 kroner
I alt: 810.964 kroner
Det betyder altså, at der er sat penge af til vedligeholdelse af Nørrevangsskolen. Men taget er ikke en af de ting, der er planlagt vedligeholdelsesarbejde på. Skoleeleverne vil stadig risikere at møde ind til klasselokaler, hvor det drypper ind, og der er vand på gulvet, når det er regnvejr.
Frygter at ende som hal
Ifølge Inge Saugbjerg laver man hvert år i Randers Kommune en tilstandsvurdering af alle kommunale skolebygninger.
»Det forsøges så vidt muligt at tilgodese de bygninger, der har den laveste tilstandsvurdering, så de på sigt bringes på niveau med de øvrige. Der kan dog komme akutte opgaver på enkelte bygninger med høj tilstandskarakter, som gør, at de opprioriteres,« skriver hun i en e-mail til Din Avis som svar på spørgsmålet om, hvordan de vælger, hvilke skoler der skal udføres vedligeholdelsesarbejde på.
Det vigtigste er ifølge sektionslederen funktionalitet og sikkerhed. I tredje række kommer det visuelle udtryk, men der sættes altid penge af til løbende maling af klasselokaler og lignende.
Randers Kommunes direktør for Udvikling, Miljø og Teknik, Jens Heslop, har tidligere udtalt til Din Avis, at Ejendomsservice har et budget til vedligeholdelse, som de er nødt til at overholde.
»Vi er nødt til at bruge vores budget, hvor det er mest til nytte,« har han blandt andet sagt.
Og nu hvor byrådspolitikerne så småt er gået i gang med budgetforhandlingerne, står flere penge til vedligeholdelse højt på skolebestyrelsesformanden Jan Rasmussens ønskeliste.
»Jeg synes, man skal prioritere de bygninger, man har, så man kan vedligeholde dem i stedet for at investere i nye. Hvorfor skal vi bruge så mange penge på en klimabro, når vi har skoler, daginstitutioner og offentlige bygninger, der forfalder? Vi skulle helst ikke ende ligesom Dronningborghallen. Hvad gør man, hvis der pludselig kommer en myndighed og siger, at det ikke længere er forsvarligt at opholde sig på Nørrevangsskolen?« spørger han.