Sognepræst har savnet en nær kollega. Det får han i Assentoft.
Af Jeppe Rafn, Lokalavisen Favrskov
Gaute Lyhne Holm-Hansen, der oprindeligt er fra Hadsten, har fået nyt embede i Assentoft, hvor han allerede er flyttet ind i en nyrenoveret præstebolig, inden han begynder i sin nye stilling.
Under sin uddannelse var Gaute Lyhne Holm-Hansen i to år præstekadet i Favrskov provsti, og han var den første af præstekadetterne, der blev ansat som sognepræst.
Gaute Lyhne Holm-Hansen blev som 28-årig nyuddannet præst ansat i begyndelsen af 2022 ved kirkerne i Vejerslev, Aidt og Thorsø, der kort forinden var blevet en del af det nye Høj Stene Pastorat, der består af i alt 10 sogne og betjenes af tre præster.
Sammenlægningen af sognene til et større pastorat var blandt andet været begrundet i et ønske om et tættere kollegialt samarbejde mellem præsterne. Det har dog ikke haft den ønskede effekt i forhold til sognepræsten i Thorsø, der netop angiver savnet af en præstekollega som årsag til, at han har søgt nye græsgange.
Gaute Lyhne Holm-Hansen har netop været på barsel og har derfor ikke virket som præst et stykke tid.
»Mens jeg har gået herhjemme og passet Knud, er det blevet klart for mig, at jeg savner en præste-kollega i mit daglige virke. Det er blevet så klart for mig, at jeg både har søgt og fået et nyt embede, hvilket betyder. at jeg ikke kommer tilbage efter min orlov er færdig. Jeg stopper ikke fordi, det sidste godt halvandet år har været dårligt, på ingen måde. Jeg er blevet taget imod af alle, som jeg har mødt, med en varme jeg ikke havde forestillet mig mulig,« skriver han i et indlæg på kirkernes hjemmeside, hvor han samtidig takker for tiden i Thorsø.
Brug for stabilitet
Opsigelsen er kommet som en overraskelse for Erik Bertelsen, der er formand for Menighedsrådet for Vejerslev, Aidt og Thorsø sogne.
»Vi havde ikke kendskab til, at der var noget, der ikke fungerede godt, men tager til efterretning, at den nye konstruktion med et større pastorat ikke har været nok for Gaute, og at han har ønsket noget andet,« siger menighedsrådsformanden.
»Det er ærgerligt, at vi nu skal til at have en ny præst igen. Vi har brug for stabilitet.«
Svært at nå til oktober
Den ledige stilling som sognepræst i Vejerslev, Aidt og Thorsø med base i sidstnævnte by skal nu slås op. Menighedsrådsformand Erik Bertelsen erkender, det kan blive vanskeligt at nå at finde en ny præst til midt i oktober, hvor Gaute Lyhne Holm-Hansen skulle være vendt tilbage fra orlov med sin søn.
Jakob Kokkenborg har været vikar i barselsperioden, men han har ifølge menighedsrådsformanden ikke umiddelbart mulighed for at forlænge sit vikariat, så der kan blive en periode uden en fast præst i de tre kirker.