‘Summer Of Blues & Love’ 26. august er et skridt på vejen til at genrejse festival-traditionen i Randers.
To lokale navne og tre af Europas bedste bluesbands står på scenen, når der lørdag 26. august igen er bluesfestival i Underværket i Randers.
Eller arrangørerne kalder det for et event med overskriften ‘Summer Of Blues & Love’, fordi arrangementet adskiller sig fra striben af City Blues Festivaler, der gik i stå med coronapandemien.
Det bliver et event, der præsenterer de allerbedste af de unge og yngre bluesbands i Skandinavien og Europa. Fra Danmark kommer The Blues Overdrive, der to gange har modtaget awards for bedste album-udgivelse i Europa.
Fra England kommer Europas mest travle band, The Cinelli Brothers, der i maj 2022 spillede en af de allerbedste koncerter nogensinde til Bluesnight i Underværket.
Lisa Lystam Family Band fra Sverige imponerede Randers senest i 2021 og rangerer højt på listen over Sveriges bedste bluesband.
Nellie og Møller er den måske mest rutinerede af de to lokale duoer, der optræder på Underværket i august.
The Downshifters med deres helt egen spillestil og instrumentering udspringer fra blueschallenge-vinderne The Cornfeds.
‘Summer Of Blues & Love’ finder sted i Underværket med koncertsal, lounge og VIP-lokale på i alt 450 kvadratmeter. Der er i modsætning til tidligere ingen udendørs koncerter.
»Foreningen Randers City Blues Festival eksisterer endnu, men vi har ikke den mandskabsmæssige kapacitet til at gennemføre en fest med musik i hele byen. Med ‘Summer Of Blues & Love’ genrejser vi dog festival-traditionen i Randers, og så ser vi, om der er grundlag for et endnu større arrangement i 2024,« siger formanden for Bluesnight Randers, Christian Borg i en pressemeddelelse.
gs