Pas nu godt på dig selv.

Det kan de fleste blive enige om, at det er et fromt og godt ønske at have for folk, som vi holder af.

Men hvad så, når der ikke er nogen i nærheden, som holder af os og som passer på os?

Så har vi jo blandt andet politiet og ambulancereddere til at hjælpe. Og dig som medmenneske. Hvor er vi heldige, at vi lever i et samfund hvor det er en selvfølge.

Siddende der lørdag nat foran en beværtning i Storegade oplevede jeg, hvor meget politiet egentlig foretager sig under en feststemt festuge – og sikkert alle ugens dage.

Foran mit selskab havde en mand sat sig på en stol i yderste række. Vi havde ikke lagt mærke til ham i første omgang. Heller ikke da han faldt sammen på stolen og foroverbøjet tilsyneladende var faldet i søvn.

Det viste sig, at de andre i rækken tilsyneladende ikke kendte ham, men at han blot havde sat sig. Det viste sig også, at han faktisk ikke havde det så godt.

Og ret hurtigt samlede der sig fire betjente der tog sig af ham. Tog hans puls, forsøgte at vække ham og på andre måder forsøgte at få liv i manden. Kort efter trillede en ambulance hen foran og tog ham med sig.

Jeg kunne ikke andet end at rejse mig op og sige tak. Tak til de betjente, der brugte deres arbejdstid på at passe på os andre, der festede igennem uden tanke for andet en alkohol og godt selskab.

Politiet og redderne er der for at hjælpe, så ser du nogen der har det skidt, så ræk hånden ud.

Tak!