Virksomheden er nomineret til særlig pris for social ansvarlighed.

En stor del af el-installationsvirksomheden Raaby & Rosendals medarbejdere er lærlinge, og virksomheden er ikke bange for at ansætte unge med specielle udfordringer.

Det er baggrunden for, at Hadsten-virksomheden, der har en afdeling i Randers, er blevet nomineret til en pris for at være årets mest socialt ansvarlige virksomhed i kategorien små og mellemstore virksomheder. Nomineringen begrundes med, at Raaby & Rosendal tager ansvar for social inklusion og uddannelse af unge.

»Vi er meget stolte og glade for nomineringen. Det er med til at sætte fokus på vigtigheden af det sociale område, hvor vi gerne vil være frontløbere. Vi tager flere initiativer omkring rekrutteringen. For eksempel har vi inviteret folkeskoleklasser på besøg, vi har en særlig lærlingeklub, og vi har et samarbejde med Den Jyske Håndværkerskole,« fortæller kommunikations- og HR-manager Mette Fuglsang i en pressemeddelelse.

FAKTA: Raaby og Rosendahl

El-installationsvirksomhed med afdelinger i Hadsten, Aarhus, Ans og Randers.
Randers-afdelingen ligger på Alsikevej i den nordlige del af byen.

Omkring hver fjerde af el-installatørens 150 medarbejdere er lærlinge, og mere end ni ud af ti af lærlingene fortsætter i virksomheden som uddannede elektrikere.

Ildsjæle og rollemodeller

Prisen CSR People Prize uddeles af videnshuset Cabi, der har nedsat en jury til at udvælge de nominerede blandt et bredt felt af indstillede virksomheder.

»Feltet var stærkt, og specielt inden for SMV-virksomhederne oplever vi mange ildsjæle og ledere for, hvem det at give svage og unge en chance på arbejdsmarkedet er en selvfølge og en del af DNA’et,« fortæller juryens formand Mette Rønnau, der er direktør for Cabi.

De nominerede virksomheder optræder som rollemodeller for andre virksomheder både i lokalområdet og i deres respektive brancher. Deres fortællinger rummer ifølge Cabi megen inspiration til andre virksomheder, der gerne vil gøre mere for at give unge og voksne på kanten af arbejdsmarkedet en chance, fastholde medarbejdere, der risikerer at blive afskediget, og forebygge nedslidning, stress eller mistrivsel.

De nominerede til CSR People Prize i kategorien ’virksomheder med under 250 ansatte’ er:

Byens Kagemand, bagermester, Frederiks mellem Viborg og HErning

Den Jyske Kontrolcentral, kontrol og overvågning, Esbjerg

Raaby og Rosendal, el-installatør, Hadsten

Vinderen afsløres ved CSR People Prize 2023, der finder sted tirsdag 12. september 2023 i Turbinehallen i Aarhus.

jr