Ung tømrer fra Ødum udpeget som den bedste af Livgardens næsten 400 gardere.

AF JEPPE RAFN

Kongehuset har siden 1969 haft en tradition med at overrække ’Dronningens Ur’ til gardere, der har gjort det særligt godt som soldat og været en god kammerat.

Den seneste uddeling af hæderen foregik for nylig på Den Kongelige Livgardes kaserne på Rosenborg Slot i København. Dronning Margrethe var selv mødt op og overrakte uret til den garder, som vagtkompagniet har udpeget som den bedste garder under tjenesteperioden.

Uret og hæderen gik til 21-årige Anton Mondrup Langdahl fra Ødum mellem Randers og Aarhus.

»Det er en stor ære og et skulderklap, at jeg er blevet valgt som den dygtigste garder og bedste kammerat ud af næsten 400 gardere,« fortæller Anton Mondrup Langdahl til Lokalavisen Favrskov, der Din Avis Randers’ søsteravis.

Artiklen fortsætter under faktaboksen

FAKTA: Dronningens Ur

Overrækkes af Dronningen til den garder, som vagtkompagniet har udpeget som periodens bedste garder. Man hædres for at have været en god kammerat og en dygtig soldat.
Blev indstiftet i 1969 i anledning af Frederik 9.’s 70-års-fødselsdag og overrakt første gang i 1970.
Uret, Anton Mondrup Langdahl modtog, var et Georg Jensen-ur med indgraveringen ’Dronningens Ur’.
I 2018 havde 130 garderet modtaget den særlige anerkendelse fra majestæten.

Kilder: Garderforeningerne og Kongehuset.

Det er befalingsmændene, der afgør, hvem der får hæderen, men der har også været en afstemning blandt garderne, som har indflydelse på valget, fortæller Anton.

En stor ære

Overrækkelsen foregik i slutningen af juni til Livgardens årsdagsparade, der afholdes i anledning af Livgardens fødselsdag. Anton Mondrup Langdahl var ikke på forhånd klar over, at han var blevet udpeget som den bedste garder. Det fik han først at vide få minutter før overrækkelsen.

»Det var helt vildt og en stor ære at trykke Hendes Majestæt i hånden. Jeg har meldt mig frivilligt til Livgarden, fordi jeg godt kan lide det royale og opgaven med at beskytte vores dronning, som er en ære i sig selv,« fortæller Anton.

Dronning Margrethe overrækker ‘Dronningens Ur’, som hendes far indstiftede og overrakte første gang i 1970. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Antons far og storebror har også været i Livgarden, så det må siges at være en tradition i familien, der i al hemmelighed var blevet orienteret om hæderen til Anton og derfor havde taget turen til København for at overvære overrækkelsen.

Post for Gevær

Modtageren af ’Dronningens Ur’ har en måned tilbage af den otte måneder lange værnepligt, som begyndte med fire måneder på Garderkasernen Høvelte ved Birkerød. Her får garderne den grundlæggende uddannelse som soldater, og allerede her gjorde Anton sig bemærket ved at blive bravo, som er gruppens næstkommanderende efter sergenten.

De sidste fire måneder af værnepligten foregår på kasernen ved Rosenborg Slot og som vagt ved de forskellige kongelige slotte og palæer i Danmark. Anton er udpeget som ’Post for Gevær’, som har ansvaret for, at reglerne på de kongelige pladser overholdes. ’Post for Gevær’ er desuden den person, der fører garderne rundt på Amalienborg, når de skal tiltræde og afløses.

Anton er uddannet tømrer og har egen tømrervirksomhed, som han har passet sideløbende med sin tid i Livgarden. Efter soldatertiden er det planen at vende hjem til Ødum og drive virksomheden videre.

Familien var taget til København for at overvære Dronningen hædre Anton, der ikke selv vidste noget på forhånd. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix